Kampen om frihedsrettighederne er i fuld gang. Mest åbenlyst i form af terror, som for tiden rettes mod disse friheder – for eksempel ytringsfriheden i form af Charlie Hebdo, forsamlingsfriheden i form af Krudttønden eller religionsfriheden i form af Den Jødiske Synagoge.

Terror kan vi hurtigt blive enige om at fordømme og straffe. Der findes ingen ret for krænkere i form af terrorister til at angribe mennesker, som nyder frihedsrettighederne. Vi kan sikkert også hurtigt blive enige om, at frihedsrettighederne skal beskyttes. Eller kan vi?

Det eneste effektive værn mod krænkelse er at holde op med at føle sig krænket – særligt på andres vegne.

I disse dage vil vi nok høre flere opfordringer til at retsforfølge meninger, som kan tolkes som støtte til terrorisme eller islamisme, og om at lukke moskeer. Men kampen om frihedsrettighederne er mere subtil end kampen mod terrorisme. I længere tid har demokratierne – inspireret af den politiske korrekthed i blandt andet Sverige - rustet op til en holmgang med såkaldt "hatespeech". Hvad end begrebet indeholder, handler det om at straffe nogle for at krænke andre – alene gennem meningstilkendegivelser.

Jeg går ind for omtanke ved brugen af frihedsrettighederne. Men som strafferetligt begreb indebærer "hatespeech" en overhængende fare for den totale opløsning af frihedsrettighederne.

Det paradoksale ved frihedsrettigheder er, at de ikke er noget værd, hvis de ikke gælder for dem, som vi ikke kan lide, er dybt uenige med og måske ligefrem afskyr. En frihedsrettighed, som kun gælder for dem, der er enige med hinanden, er ikke en frihedsrettighed, men en ret for de til enhver tid mere eller mindre tilfældigt rådende "rigtige" meninger til at forfølge afvigende opfattelser.

Frihedsrettigheder må nødvendigvis være absolutte og gælde for alle. Frihedsrettighederne bliver kun det, de er, i mødet med afvigende opfattelser og giver først mening, hvis de også beskytter de "forkerte" meninger. I det perspektiv udgør krænkerens ret en del af frihedsrettighedernes væsen.

Krænkelser som følge af "hatespeech" opstår på vegne af nogen - "man" føler sig krænket på vegne af sit køn, etnicitet og så videre. "Man" behøver ikke selv at være omfattet af den krænkede gruppe for at føle sig krænket. Der er opstået en hel krænkelseskultur baseret på kollektiv identitet sågar i abstrakt form.

De mest rabiate blandt de krænkede vil forandre vort sprog og "rense ud" i vor kulturarv. De vil alle forhindre krænkere af enhver afskygning fra at komme til orde og er dermed godt i gang med at opløse frihedsrettighederne. Krænkelseskulturen bør ikke nyde retsbeskyttelse udover injurielovgivningen.

Det eneste effektive værn mod krænkelse er at holde op med at føle sig krænket – særligt på andres vegne. Den mest effektive beskyttelse af frihedsrettighederne er at bruge dem og insistere på, at meninger og udtryk ikke straffes. Det er handlingerne, vi går efter.