Jeg er spændt på, hvad den næste uge bringer, da jeg springer på toget mod Aalborg for at deltage i 3F's kongres.

Seks dages marathon-møde, hvor linjerne skal lægges for 3F de næste 3 år. Med løndumping, mangel på praktisk-pladser, et EU der presser lønnen og en rød regering, der alligevel ikke er rød, er det store udfordringer, 3F's medlemmer står overfor. Det er alt andet end ligegyldigt, hvilken kurs kongressen sætter for 3F fremover.

Modsat de fleste andre, har min lokale afdeling, Bygge-, Jord- og Miljøarbejdernes Fagforening, valgt at sætte en plads af til en lærling, og de unge i fagforeningen - BJMF Ungdom - har udpeget mig som repræsentant. BJMF Ungdom står bag nogle forslag om organisering af unge, som jeg skal prøve at få igennem på kongressen.

Den første dag er der dog ikke meget at gøre. Dagen går med fanemarch, åbningstaler og formandens beretning.

Socialdemokratisk rygklapperi

”Danmark fik en ny politisk kurs med regeringsskiftet”, siger formand Poul Erik Skov i sin beretning.

Det må være en rød klud i hovedet på mange af de 3F-medlemmer, der har været på gaderne, stemt dørklokker og uddelt valgmaterialer. De knoklede for at få væltet den tidligere regering, fordi de ville have en ny politik.

Jeg synes egentlig ikke, at formanden for 3F behøver bruge vores tid på at rose en regering, der i den grad er skredet fra sine løfter om en ny arbejdsmarkedspolitik.

I diskussionen af beretningen formulerer en taler det meget præcist: ”Da Statsministeren hørte beretningen, tror jeg, at hun havde det lidt som en knægt, der ved, at han fortjener en skideballe, men så mod al forventning slipper helt uden skældud”.

Den sultne slavehær

”Så samles den sultne slavehær”, siger min sidemand selvironisk, da vi går til frokost.

Jeg kigger rundt. Mine kongres-kolleger ligner ikke ligefrem en slavehær. I hvert fald ikke en slavehær, der sulter. Den gennemsnitlige deltager er en midaldrende mand med venligt ansigt, gråt hår og moderat til fuldvoksen ølmave. Faktisk har jeg et hyr med at kende dem fra hinanden.

”Jeg hedder Helga”, siger jeg og stikker høfligt hånden frem. ”Jamen vi har da hilst”, svarer en af de midaldrende mænd. ”Shit”, tænker jeg og lægger strategien om til at hilse på alle, som om vi allerede har hilst på hinanden.

En hverdagshelt

Heldigvis er 3F meget mere end ølmaver og formandstaler.

Debatten bliver åbnet, og Line, som passer forsøgsdyr på et universitet, går på talestolen. Hun fortæller, at der var problemer på hendes arbejde. Hun og kollegerne fik hjælp fra det, der dengang hed SiD. SiD tog deres problemer alvorligt og indskærpede, at Line og hendes kollegers arbejdsliv er ligeså vigtigt som alle andre medarbejderes på universitetet.

”Vi er mange 3F'ere, der ikke bliver behandlet ligeværdigt i samfundet”, siger Line oppe fra talerstolen. ”Men i 3F føler jeg mig altid retfærdigt behandlet.”

Line blev siden tillidsmand og endnu en af hverdagens mange helte i 3F. Jeg klapper af hendes indlæg og tænker, at jeg er stolt over at være i fagforening med folk som hende og alle de andre i 3F, der knokler for at opretholde nogle ordentlige vilkår på arbejdspladserne.

Jeg lægger mærke til en interessant tendens i indlæggene fra talerstolen: Jo højere oppe i hierakiet og jo mere taler-vante talerne er, jo mere flyder det med blankpolerede floskler. Men når menige 3F-medlemmer trasker ligefra arbejdspladsen og op på talerstolen - måske for første gang – så er det gods i det, der bliver sagt.