Fredag var en god dag, når man som jeg er transportordfører i Enhedslisten. 27,5 milliarder kroner til den kollektive trafik – og så taget fra ekstra beskatning af Nordsøolien. Bedre kan det næsten ikke blive.

”En gave til danskerne”, sagde statsministeren – og vel også olie på vandene i de oprørske baglande hos Socialdemokraterne og SF.

Ganske vist er horisonten lang for investeringerne i togdriften - 30 år - men o.k.

Og pengene fra Nordsøolien tages ganske vist ikke fra DUC, forstås. Men fra de mindre selskaber, der opererer derude. DUC, som sidder på 90 procent af olie- og gasudvindingen i den danske del af Nordsøen, har man opgivet at gøre noget ved. 

Neoliberal politik

Togfonden.dk, som gaven til danskerne blev døbt, kom efter en uge, hvor regeringen fremlagde sin såkaldte vækstpakke. Hvis nogen skulle have været i tvivl, så skar denne ”vækst”pakke ud i pap, at vi har at gøre med en regering, der fører en nærmest neoliberal økonomisk politik, baseret på dogmet om øget arbejdsudbud og skattesænkninger til erhvervslivet som vejen til fornyet vækst og jobskabelse.

Men pengene er givet skidt ud og fører ifølge regeringens egne tal kun til en netto-jobskabelse på 1000-2000 job i det private. Det er ikke meget at få for de 60,5 milliarder kroner, som regeringen forærer erhvervslivet i skatte- og afgiftssænkninger frem til 2020.

Det er en myte, at virksomhederne er på fallittens rand. Opsparingen er historisk høj, betalingsbalancen ligger med et plus for tredje år i træk og der udbetales pæne overskud.

Samtidig betaler miljøet prisen. Kørselsafgifter på lastbiler er droppet, sænkning af CO2 afgift for industrien, lavere omkostninger ved affaldsbehandling, afskaffelse af vægtbaseret emballageafgift, spildevandsbetalingerne for store vandforbrugere nedsættes.

Og for at det ikke skal være løgn, så henter regeringen en hel del af finansieringen hos dem med mindst at leve for: kontanthjælpsmodtagere og de studerende. Tre milliarder kroner skal de samlet bidrage med til et erhvervsliv, som jo ikke mangler penge.

For det er en myte, at virksomhederne er på fallittens rand. Opsparingen er historisk høj, betalingsbalancen ligger med et plus for tredje år i træk på 100 milliarder kroner og der udbetales pæne overskud i mange virksomheder og banker.

Ingen penge til forbrug

Men hvorfor investerer virksomhederne så ikke deres mange penge i udviklingen af produktionsapparat og produkter? Fordi de er usikre på, om der er efterspørgsel efter dem. Fordi man rundt om i især de europæiske lande har valgt at spare sig ud af krisen, og dermed skabt en enorm utryghed for morgendagen hos den arbejdende (og forbrugende) befolkning.

Man har kastet folk ud i arbejdsløshed og fattigdom, man har fjernet eller forringet de ordninger, der skulle samle folk op og betrygge deres tilværelse i tilfælde af arbejdsløshed og sygdom og ulykke. Så tror da fanden, at folk holder på det, der er tilbage og prøver at sikre sig mod total økonomisk deroute. 

Det er der, vi er nået til med denne såkaldt rød-grønne regering. Med en sådan regering og en sådan politik skulle der være lagt i kakkelovnen til et større oprør fra danskernes side. Men hvor bliver det af?

Vi har på venstrefløjen en kæmpe opgave med at udvikle det oprør, der skal til. Og selvom fagbevægelsens top – med få hæderlige undtagelser – ikke har gjort det nemmere i kraft af den forbrødring med Venstre, vi så og den opbakning, der er givet til regeringens asociale vækstpakke, så er der ingen anden udvej, end at græsrødderne i fagbevægelsen tager opgaven på sig. Sammen med elever og studerende, sammen med fleksjobbere og førtidspensionister, sammen med ældreorganisationerne, sammen med alle, der vil være med.