Onsdag i sidste uge præsenterede regeringen sit (alt for) længe ventede udspil til en klimahandlingsplan. Det var mildt sagt skuffende. Trods enkelte gode elementer i udspillet leverer det kun godt en tiendedel af målet om 70 procents CO2-reduktion i 2030.

Udspillet er renset for den CO2-afgift, som Klimarådet gjorde til det helt centrale i dets udspil for nylig.

Efter sigende (regeringen) betyder udspillet nemlig en reduktion på to millioner tons CO2 i 2030, mens kravet er 19 millioner tons for at nå de 70 procent.

Hvordan regeringen forestiller sig, at det skal lykkes at komme i mål, står hen i det uvisse. Der er således ingen indgreb eller krav til landbruget, til transportsektoren eller flytrafikken – nogle af de områder, der belaster klimaet allermest.

Til gengæld er udspillet renset for den CO2-afgift, som Klimarådet gjorde til det helt centrale i dets udspil for nylig – bakket op af en række grønne organisationer, en række tænketanke (selv Cepos) og Det Økonomiske Råd. Og ikke mindst alle regeringens støttepartier.

Imødekommelse af erhvervslivet

Med afvisningen af CO-afgiften, som Dan Jørgensen kaldte en skrivebordsøvelse og et Georg Gearløs forslag (!) imødekommer Socialdemokratiet til gengæld Dansk Industri, Fødevarer og Landbrug og Dansk Erhverv, som alle har været ret bastante i deres afvisning af afgiften.

De vil (naturligvis) hellere have, at regningen for klimakrisen og den grønne omstilling skal betales af skatteborgerne.

Socialdemokraternes argumentation bygger (ikke uventet) på erhvervslivets trængte situation i forbindelse med coronakrisen. Vi var faktisk nogle, der forudså, at det netop ville blive brugt som undskyldning for igen at lade klimaet komme i anden række.

Var det ikke Mette Frederiksen, som på et tidspunkt sagde, at når hun vågnede om morgenen, var hun mere rød end grøn? Ja, hvis hun da bare var det, men klimaudspillet tegner et andet billede – hverken rød eller grøn! I øvrigt er der ingen modsætning mellem (ægte) rød og grøn politik – tværtimod.

S vil have borgerlige med

Alt tyder derfor på, at socialdemokraterne går efter en såkaldt ”bred” aftale, det vil sige en aftale, hvor de (sorte) borgerlige partier med Venstre i spidsen skal spille en afgørende rolle. Det bør få alarmklokkerne til at ringe hos alle, der tager klimakrisen og reduktionsmålet på de 70 procent alvorligt.

Socialdemokratiets udspil til en klimahandlingsplan står i skarp modsætning til løfterne under og efter valgkampen sidste år. Understregningen af, at klimakrisen var det altoverskyggende problem, og at der skulle leveres på den dagsorden, fremstår nu som en gang øregas.

Ikke mindst fordi klimakrisen fortsat er den mest alvorlige krise, menneskeheden står overfor. Klimaet venter ikke på, at vi lige skal overvinde en sundheds- og økonomisk krise. Og de grønne løsninger på klimakrisen vil jo netop bidrage til at bringe os ud af den økonomiske krise, som er fulgt i kølvandet på coronaen.

Brug for klimahandling

Det er derfor altafgørende, at klimabevægelsen og de unge, som har båret den, kommer op i omdrejninger igen efter nedlukningen af samfundet og tager fat, hvor de slap.

Det var først og fremmest et resultat af den indsats, der gjorde, at klimaet kom til at spille dén store rolle under valgkampen, som det gjorde. Og at kravet om 70 procents reduktion af CO2-udledningerne fandt vej til forståelsespapiret mellem regeringen og støttepartierne – og senere blev stort set alle partiers og erhvervslivets ”ejendom”. I hvert fald i ord!

Men skal ordene omsættes i handling, skal klimabevægelsen vinde sin gamle styrke tilbage. Og det, tror jeg på, vil ske.

En lang række af partiernes ungdomsorganisationer var allerede dagen før lanceringen af regeringens forslag til klimahandlingsplan ude med en skarp kritik af ”de voksne”, politikerne, for at snakke for meget og handle for lidt. Det har de jo ret i, og regeringens forslag bekræftede det desværre.