Med indgrebet i lærerkonflikten har regeringen vist, at den er parat til at tage alle midler i brug for at tvinge sin politik igennem – også de mere udemokratiske af slagsen. Den er parat til at tromle sin vilje igennem, til at køre folk over, der modsætter sig deres planer. Som lærernes formand, Anders Bondo, sagde: ”Det, regeringen har gang i, er ikke et indgreb. Det er et overgreb.”

Det er en alvorlig trussel mod den fri forhandlingsret. Det må være første gang i danmarkshistorien, at et politisk indgreb i en faglig konflikt i den grad, som det er tilfældet her, kun tilgodeser den ene part – arbejdsgiverne i Kommunernes Landsforening (KL), Danske Regioner og finansministeren selv.

Lærerne blev ikke knækket

Det lykkedes nemlig ikke – stik imod regeringens og KL’s planer – at knække lærerne gennem den omfattende lockout. Tværtimod. Lærere og undervisere igangsatte en hidtil uset fantasifuld modkampagne med masser af forskelligartede aktioner og demonstrationer, indslag på YouTube, Facebook-kampagner, masser af mails til politikere i Folketinget og kommuner og regioner.

Det lykkedes at skabe en større og større folkelig opbakning bag kravene om, at KL og finansministeren skulle opgive deres aftalte plan og indlede reelle forhandlinger med Danmarks Lærerforening og Lærernes Centralorganisation.

Med godt en million medlemmer i ryggen kunne LO have bidraget med omfattende solidaritet til de lockoutede.

Det står i dag klart, at konflikten har været nøje planlagt i et aftalt spil mellem finansministeren og KL’s ledelse. Regeringen havde en folkeskolereform, de skulle have finansieret. KL et mangeårigt ønske om at komme af med lærernes arbejdstidsregler, disse ”utidssvarende privilegier”, som socialdemokraten Bjarne Corydon kaldte dem. Overenskomstforhandlingerne skulle ende med lockout, hvis ikke lærerne gav sig. Og der skulle gribes ind til fordel for KL, hvis det ikke var nok.

Dermed bliver indgrebet en alvorlig trussel mod den fri forhandlingsret, mod den højt besungne danske model. Og derfor er det også beskæmmende, at LO følte sig kaldet til under lockouten at meddele, at man derfra forholdt sig neutral til konflikten.

Tradition for solidaritet

NEUTRAL! I en situation, hvor 60.000 lærere og undervisere er lockoutet, 60.000 gode fagforeningsmedlemmer på vej til at blive tromlet ned af den rå magt, som regeringen har til sin rådighed, uden mindste vilje til at forhandle med lønmodtager-modparten.

Hvis LO var en kamporganisation, ville man naturligvis have udfoldet alle bestræbelser på at tvinge KL og finansministeren til at indgå i seriøse forhandlinger med lærerne. Med de forbindelser, LO trods alt må formodes at have til regeringen, kunne LO have spillet en aktiv rolle til støtte for lærerne. Med godt en million medlemmer i ryggen kunne LO have bidraget med omfattende solidaritet til de lockoutede.

Så det er vist meget passende på en 1.maj at minde om fagbevægelsens stolte traditioner for solidaritet og fællesskab. Ellers går de sgu i glemmebogen. Vi aktive fagforeningsmedlemmer har således en kæmpe opgave med at genrejse fagbevægelsen som kamporganisation.

Lærerne har vist vejen. Et eksempel til efterfølgelse. Go’ 1.maj, kammerater.