Året går mod sin slutning – og valgperioden for Folketinget løber også snart ud. Det er tid til at gøre regnebrættet op – både for det forgangne år, men også for hele valgperioden.

Valgperioden har været en blandet fornøjelse. Socialdemokraternes (og SF’ernes, mens de sad i regering) totale svigt af deres eget valggrundlag kom som en stor overraskelse for os i Enhedslisten. Og at indføre i regeringsgrundlaget, at man ville videreføre den tidligere regerings økonomiske politik i bredeste forstand, var ret chokerende.

Nyliberalistisk offensiv

Det har betydet, at den nyliberalistiske offensiv, som hærgede landet under den gamle regering, fik fuld skrue også under SRSF-regeringen. Det førte til det bekendte reform-amokløb, hvor ikke en eneste af de svageste grupper i samfundet gik ram forbi. Kombineret med et par vækstpakker og en skattereform med store gaver til erhvervslivet, kunne vi konstatere, at især Socialdemokraterne og SF’erne ”pissede på deres vælgere”.

Indrømmet, det var svært at stå for fristelsen til at vælte regeringen ved først givne lejlighed. Men til hvad nytte, spurgte vi i Enhedslistens folketingsgruppe. Og fik opbakning til dette synspunkt fra partiet. Vi har naturligvis ingen interesse i at bringe Løkke tilbage til magten.

 Det bliver mere og mere tydeligt, at fagbevægelsen først og fremmest er for de, som er i arbejde.

Men med den markante højredrejning, der er sket hos Socialdemokraterne, kan man godt stille spørgsmålet, om vi er nået derhen, hvor venstrefløjen skal nytænke forholdet til Socialdemokraterne som parti? Indtager S stadig den rolle i arbejderbevægelsen, som det historisk har gjort – både i forhold til partiets størrelse, men også i forhold til de politiske og ideologiske rødder, reformismen, etableringen, udbygningen og forsvaret af velfærdsstaten.

Nå, det har ikke været lort det hele. Det er lykkedes at skabe visse resultater på det grønne område – især i energipolitikken. Den kollektive trafik har været i fokus i transportpolitikken med Togfonden, som det mest markante resultat. Der er gode initiativer i forhold til social dumping. Og den gensidige forsørgerpligt for samlevende er blevet afskaffet. Flere ting kunne nævnes.

Det største problem i hele den valgperiode har været den manglende mobilisering på arbejdspladser og blandt græsrødder. Der er godt nok blevet stille rundt omkring. Ingen tvivl om at det blandt andet skyldes utrygheden og frygten for jobbet blandt især ufaglærte og faglærte.

Meget få protester

Nogen mobilisering har der været: Lærerne mobiliserede under lockouten og regeringsindgrebet. En række grupper, som blev ramt af de mange reformer, protesterede. Men en samlet fagbevægelse har manglet. Loyaliteten og ”ansvarligheden” har for alvor taget over.

Det bliver mere og mere tydeligt, at fagbevægelsen først og fremmest er til for de, som er i arbejde. AK-Samvirkes heroiske kamp mod følgerne af dagpengereformen er ikke blevet fulgt op af forbund og hovedorganisationer i forbindelse med finanslovsforhandlingerne. I år stod Enhedslisten og SF ret alene med krav om tilbagerulning af (dele af) reformen.

Hvad gør man som venstreorienteret medlem af Folketinget i en sådan situation? Kæmper for den mindste forbedring, mod den mindste forringelse? Selvom det for eksempel fører ad et spor med ”blidere indfasning” af dagpengereformen? Eller ”holder fanen højt, og ryggen rank”? Er der overhovedet nogen modsætning – set i betragtning af, at arbejderklassen og venstrefløjen befinder sig i defensiven?

Tænk over det, kammerater. Når vi nu snart tager hul på et nyt år og går mod valg!