Udflytning af statslige arbejdspladser er blevet det store slagnummer i spørgsmålet om at rette op på det ”skæve Danmark”. 

Der er ikke den kommune eller region, der ikke stiller op med ønskesedler over, hvilke statslige styrelser og institutioner man kunne tænke sig at få til sit område. Dansk Folkeparti og Landdistrikternes Fællesråd har kastet sig ind i kampen og har peget på henholdsvis 12 og 10 statslige styrelser, der passende kunne udflyttes til provinsen.

Den politik, som regeringen fører, giver endnu et skub til udsultningen af vores yderområder.

I Enhedslisten synes vi også, det kunne være en god idé at placere nogle statslige arbejdspladser i provinsen. 44 procent af de statslige arbejdspladser er i dag placeret i hovedstadsområdet, men en del af disse kunne lige så godt – og nogle endda med fordel – ligge i provinsen.

Formålet med at udflytte statslige arbejdspladser i provinsen skulle angiveligt være at rette op den afvandring fra land til by, som Danmark har oplevet gennem mange år, men som har taget fart de sidste 10-15 år.

Vandring fra land til by

Ikke mindst de store ”centraliseringsreformer” under den borgerlige regering i 00’erne (ivrigt støttet af DF) har sat skub i afvandringen fra land til by: Kommunalreformen med sammenlægningen af kommunerne til 98, nedlæggelse af amterne til fordel for kun fem regioner, domstolsreform, politireform, samling af en række kommunale, regionale og statslige administrationer i større centre, koncentration af uddannelsesinstitutioner i byerne og så videre.

Det kan derfor forekomme en kende hyklerisk, at det netop er Venstre og DF, der råber højest om udflytning. 

Det har hele tiden været en forudsætning for udflytning af statslige arbejdspladser, at de skulle ”passe ind” i det lokale erhvervsliv og arbejdsmarked. Da der i et vist omfang vil være tale om akademiske jobfunktioner, skulle det betyde, at udbuddet af jobs i lokalområdet ville blive mere bredt.

Alt sammen vældigt godt. Men de mange gode intentioner med udflytning af arbejdspladser fra hovedstadsområdet drukner efterhånden i kølvandet på regeringens nye og forstærkede offensiv mod kommuner, regioner og uddannelsessektoren.

Som følge af økonomiaftalerne med kommuner og regioner er der dekreteret nulvækst i den offentlige velfærdssektor – akkurat som Venstre lovede i valgkampen. Og uddannelsessektoren køres nu over med en grønthøster, der skærer to procent af institutionernes budgetter.

Nedskæringer rammer yderområder

Hvordan vil de nedskæringer blive udmøntet? Kommunerne vil fortsætte den endeløse række af skolelukninger i landsbyerne, som allerede har stået på i mange år som følge af skiftende regeringers jerngreb om kommunernes økonomi. Mange regioner har allerede meldt ud, at nedskæringerne vil betyde nedlæggelse af hundredvis af arbejdspladser på hospitalerne, arbejdspladser med højt specialiseringsniveau og nogle af dem, der efterspørges i yderområderne. Og der vil blive lukket uddannelsesinstitutioner i yderområderne, der har det ”tyndeste” elevgrundlag.

Den politik, som regeringen rent faktisk lægger for dagen, giver endnu et skub til afvandringen og udsultningen af vores yderområder.

Hvis udviklingen i landdistrikterne skal vendes, kræver det en indsats på mange forskellige områder. Udflytning af statslige arbejdspladser er blot et af midlerne. Etablering af bredbånds- og mobildækning i alle afkroge af landet et andet. Placering af uddannelsesinstitutioner i landdistrikter et tredje. At skaffe finansiering til bosætning og erhverv via statslig kredit, hvor banker og kreditforeninger siger nej, et fjerde middel. Et ordentligt og fleksibelt offentligt trafiktilbud et femte. Og meget mere kunne nævnes.