I skrivende stund stemmer slagteriarbejderne på Danish Crowns slagterier om et forslag fra tillidsmændene om, at slagteriarbejderne skal aflevere en del af deres løn eller pension – op til 1000 kroner om måneden – til en fond, der skal investere i staldbyggeri. Til gengæld lover Danish Crown, at der ikke vil blive lukket slagterier i de næste fire år, hvor fonden etableres.

Jeg håber, at slagteriarbejderne stemmer nej.

Der er ingen tvivl om, at der bag forslaget ligger de bedste intentioner om at bryde med den udvikling, som har betydet, at mange slagteriarbejdere er blevet fyret,og en del slagterier lukket de sidste ti år.

Perspektivløst

Men det er alligevel perspektivløst. Der er ingen garanti for jobbet i aftalen. Tværtimod har Danish Crown på trods af aftalen varslet fyringer af op mod 1000 slagteriarbejdere næste år. Så selv om man ikke lukker hele anlæg, skærer man ned på bemandingen. Aftalen burde som minimum have indeholdt en jobgaranti for de nuværende slagteriarbejdere i den tid, aftalen løber.

Knap var aftalen blevet kendt, før stribevis af svinebønder stod frem og sagde, at initiativet ikke vil hjælpe noget som helst. De vil fortsat køre deres smågrise til Tyskland til opfedning og slagtning. Ganske enkelt fordi de får mere for deres grise i Tyskland.

Et opgør med unfair konkurrence på løn kræver et opgør med EU’s indre marked.

Det er grotesk, at slagteriarbejderne nu skal låne landmændene penge til staldbyggeri, blandt andet fordi banker og kreditforeninger ikke vil låne dem pengene. Herefter fortsætter landmændene med at køre deres svin til Tyskland, eller fortsætter med at oprette store svinefarme i Polen, hvor miljøkrav og lønninger ligger langt under de danske.

Det er jo det, slagteriarbejderne er oppe imod. Lige syd for grænsen produceres og slagtes svin til løndumpingniveau. En polsk ”kolonnearbejder” på et tysk slagteri får 40-50 kroner i timen. Samtidig med at miljøkrav og kravene til arbejdsmiljø er langt under dansk standard.

Det er udsigtsløst at tro, at man kan konkurrere med løn- og arbejdsforhold, som dem, vi ser på slagterierne i Tyskland, for slet ikke at nævne forhold, som vi ser dem i Østeuropa, eller for den sags skyld i Kina.

Arbejderne i hele verden er kastet ud i en benhård global konkurrence på løn- og arbejdsforhold. Hvis man deltager aktivt i den ved at gå ned i løn, bliver det et ræs mod bunden. Det stopper ikke før alle er på kinesisk niveau.

International solidaritet

Over for dette må arbejderne sætte den internationale solidaritet. Fagbevægelsen må styrke sin internationale indsats med hjælp til organisering og faglig kamp. De internationale faglige organisationer skal udvikles til kamporganisationer, der kaster sig direkte ind i arbejdernes kampe rundt om på kloden.

Det lyder vældigt flot. Men det har jo lange udsigter. Det hjælper ikke nu og her, vil en og anden slagteriarbejder sikkert sige. Og det er rigtigt. Men en aftale om lønnedgang hjælper heller ikke.

Det ville derimod et forbud mod langvarige dyretransporter gøre. Eller en afgift på alle de smågrise, der køres ud af landet. Men det ville støde imod EU’s regler om fri bevægelighed for varer. 

Der er ingen tvivl om, at et opgør med den unfair konkurrence på løn- og arbejdsforhold kræver et opgør med EU’s indre marked og den fri bevægelighed for varer og arbejdskraft. Og det er i virkeligheden et opgør med EU!

Indtil da må vi kræve fra politisk hold, at vi får hånd i hanke med ”indvandringen” af billig – fortrinsvis østeuropæisk – arbejdskraft, begyndende med håndhævelsen af kravet om, at arbejde i Danmark udføres til overenskomstmæssige forhold.