Der er indgået en ny overenskomst på det toneangivende industriområde.

Uden at have nærlæst alle protokollaterne tør jeg godt sige, at det ser ud til at være en tynd kop te. Det vil i givet fald så være den tredje overenskomst i træk med løntilbageholdenhed – af hensyn til konkurrenceevnen, forstås.

Og det på trods af, at konkurrenceevnen er i top i de eksporterende erhverv, hvilket kan aflæses på både handelsbalance og betalingsbalance.

Overenskomsten bliver treårig. Det var der ikke mange, der havde set komme.

Arbejdsgiverne har forud for forhandlingerne gået stille med kravet. Og fra de lukkede forhandlinger er der ikke sluppet noget ud om dette. Utroligt, at fagbevægelsen går med til den slags - uden i det mindste at få klækkelige reallønsforbedringer som modydelse.

Det er en uskik, at fagbevægelsen går med til at sætte forhandlingssystemet ud af kraft i en længere årrække, når det netop er i overenskomstsituationerne, fagbevægelsen skal vise sit værd over for medlemmerne og engagere dem i fagforeningsaktiviteter.

Manglende indsats mod social dumping

Så vidt jeg kan se, er der intet nyt med om fagbevægelsens højt profilerede krav om en forstærket indsats mod social dumping. Selv om social dumping er en større og mere direkte trussel inden for byggeriet, servicefagene, transport og landbrug, eksisterer problemet altså også inden for industrien.

Og under alle omstændigheder – når man er toneangivende overenskomstområde – så bør man naturligvis rejse dette afgørende krav og gøre det til en del af aftalerne, om ikke andet så i solidaritetens hellige navn. 

Nu er det så op til de øvrige overenskomstområder at placere indsatsen mod social dumping højt på dagsordenen. Både byggeriet og transportområdet har før vist, at de var i stand til dette, men vi skal videre ad den vej. Kravet er voldsomt populært blandt medlemmerne, men også helt nødvendigt, hvis fagbevægelsen skal overleve på lidt længere sigt.

Det med fagbevægelsens overlevelse burde ligge de faglige ledere mere på sinde.

Det med fagbevægelsens overlevelse burde ligge de faglige ledere mere på sinde, når de sætter sig til forhandlingsbordet.

Forhandlingerne har denne gang været ført i et uhørt lukket forløb. Medlemmerne, som det hele handler om, er fuldstændigt koblet af processen.

Ikke et eneste forsøg på at engagere medlemmerne er der gjort. Det er jo ellers her, man skal hente styrken til at få kravene bokset igennem. Men selvfølgeligt, når man stiller med beskedne krav, som arbejdsgiverne ingen problemer har med at imødekomme, så har man jo heller ikke brug for medlemmerne. 

Det er en farlig kurs, som fagbosserne her forfølger. Man kan jo ikke på den ene side holde medlemmerne ude fra indflydelse på deres egne løn- og arbejdsforhold, og på den anden side klage over, at medlemmerne flygter fra fagforeningerne og over i gule fagforretninger.

Venstrefløj i defensiven

Endnu en gang har fagbevægelsen forpasset en mulighed for at vise sin eksistensberettigelse over for medlemmerne og omverdenen. I forvejen har den ikke gjort meget væsen af sig, når det handlede om regeringens overfald på snart sagt samtlige udsatte grupper i reform-amokløbet.

Venstrefløjen i fagbevægelsen er helt tydeligt også svækket og i defensiven. Herfra har vi ikke formået at mobilisere og få sat fokus på overenskomstforhandlingerne. Vi har så at sige ikke været i stand til at hive forhandlingerne ud af forhandlingslokalet og sat overenskomstfornyelsen til debat bredt mellem medlemmerne.

Det ligger i forlængelse af den svage mobilisering mod den socialdemokratiske krisepolitik, som har udskrevet regningen for krisen til lønmodtagerne og de mest udsatte grupper på overførselsindkomster.

Der ligger en kæmpeopgave foran os med at genskabe fagbevægelsen som kamporganisation og skabt engagement og aktivitet blandt medlemmerne. Det er et langt sejt træk.