I sidste uge åbnede Folketinget så igen med royalt besøg, statsministerens åbningstale, og en maraton-åbningsdebat på 12 timer. Intet nyt under solen dér.

Her var fuld bevidsthed om, at nu har arbejderne vist tilbageholdenhed længe nok.

Heller intet nyt i åbningstalen eller debatten om den: Regeringen fører klassepolitik – ikke mindst vendt mod de mest udsatte grupper.

Kontanthjælpsloft og 225-timers-regel vil sende tusinder ud i regulær fattigdom. Boligselskaberne forventer, at mange ikke vil kunne betale huslejen, og vil blive sat ud af lejligheden.

Klassepolitik

Mens regeringen sender fattige familier med børn på gaden, vil den sikre ”tryghed for boligejerne” med et nyt forslag til boligbeskatning. Og det er naturligvis dem med de største huse og grunde, de rige nord for København og på Frederiksberg og i en række mondæne forstæder i provinsbyerne, der får de største skatterabatter.

Beskæmmende her at opleve, at socialdemokraterne er lige så ivrige efter at garantere tryghed for boligejerne, mens de ikke vil love at afskaffe kontanthjælpsloft og 225-timer-regel, når de atter kommer til magten. 

Man kunne ønske sig, at Socialdemokratiet bare tilnærmelsesvist tænkte i klasseinteresser, når de har magten. I stedet fortsætter også Mette Frederiksen uden ideologisk kompas. ”Socialdemokratiet er ikke et blokparti”, erklærede hun under åbningsdebatten. ”Blokpolitikken er ved at afgå ved døden”, sagde hun også.

Tja, i det omfang, man betragter ”blokpolitikken” som udtryk for modsatrettede (klasse)interesser, er det jo ikke entydigt positivt. 

Utryghed

Og imens breder utrygheden sig på arbejdsmarkedet. Den forringede dagpengeperiode og afskaffelsen af efterlønnen presser de, der er i arbejde. Vejen til kontanthjælp, ressourceforløb og anden aktiveringshalløj er meget kort, ydelserne yderligere forringet. Vejen til pensionen skal gøres endnu længere.

Forringelserne for folk på overførsler rammer i høj grad også de arbejdende – især de ufaglærte, som er mest udsat for fyresedlen. I dag i arbejde, i morgen arbejdsløs: Så er det to år på dagpenge og derefter kontanthjælp. Ikke sært, at der er lidt for stille på de danske arbejdspladser. Det kræver sit at stikke næsen frem. 

Derfor er det også helt befriende at besøge de strejkende tømrersvende ved Axel Towers i København. Jeg havde fornøjelsen fredag morgen sammen med gode kammerater fra Enhedslistens folketingsgruppe.

Her var kampgejst og fuld bevidsthed om, at nu har arbejderne vist tilbageholdenhed oven på krisen længe nok. Og at fastsættelse af lønnen er noget, man forhandler om på en byggeplads, ikke et diktat fra arbejdsgiveren.

Sammenholdt med de fine politiske manifestationer for forsvar af velfærden, der var i en række byer landet over i forbindelse med Folketingets åbning, giver det håb for en gryende aktivitet i den arbejdende befolkning.

Hvilket jo også i sidste ende er det, der kan gøre en forskel. Og som har været en mangelvare i alt for mange år.