Presset skal øges på Socialdemokraterne
Blogs

Presset skal øges på Socialdemokraterne
Det bedste, Socialdemokraterne kunne gøre nu, var at imødekomme Enhedslisten og SF og fagbevægelsens medlemmer på kravet om ændringer i dagpengereformen.
Venstre har afholdt landsmøde i den forgangne weekend. Som ventet var det intet nyt under solen – tværtimod.
- Mere frit valg (læs: mere tvangsudbud af den offentlige velfærdssektor og overbetaling af private firmaer, der gerne vil ind her).
- Det skal kunne betale sig at arbejde. Genindførelse af kontanthjælpsloft (læs: dem uden for arbejdsmarkedet skal have deres vilkår forringet).
- Flere private arbejdspladser (læs: bedre rammevilkår og skattelettelser til erhvervslivet).
- Stramning af udlændingepolitikken (læs: diskrimination).
Samme politik, som sidst Venstre sad med regeringsmagten.
Desværre heller ikke så meget nyt i forhold til den siddende regering! Den valgte jo i sin tid at videreføre VK-regeringens økonomiske politik ”i bredeste forstand”. Og det må man sige, at den har gjort. Hele reform-amokløbet har været et langt nyliberalistisk stormløb på velfærdssamfundet.
Da tusinder af 3F’ere skulle have kvitteringen for deres arbejde i Skævt-kampagnen, fik de i stedet VK-politikken og konkurrencestaten.
Der er lagt nogle grimme spor ud for en kommende borgerlig regering. Spor, som vil betyde, at det bliver rigtigt svært at være dansker, hvis man rammes af arbejdsløshed, sygdom eller ulykke, har et handicap eller er nedslidt.
I denne situation klamrer mange af de mest udsatte mennesker sig til Dansk Folkeparti. Til det DF, der solgte efterlønsordningen for et par grænsebomme, til det DF, der fandt på dagpengeforringelserne, til det DF, der op igennem nullerne lagde stemmer til den nyliberalistiske politik, som VK-regeringen gennemførte. I sandhed et paradoks.
Men som jo også kan forklares ved, at Socialdemokraterne og SF svigtede, da det gjaldt. De solgte sig alt for billigt i det Sorte Tårn. Så da tusinder af 3F’ere skulle have kvitteringen for deres kæmpemæssige arbejde i Skævt-kampagnen, for at bringe S og SF til magten på kravet om en ny politik, fik de VK-politikken og konkurrencestaten i byttepenge.
Derfor er det op ad bakke. Regeringen står til at tabe valget. Blandt andet fordi den hårdnakket holder fast i ikke at ville ændre på dagpengereformen. Selvom forudsætningerne for reformen for længst er skredet og samtlige beregninger af reformens konsekvenser har vist sig forkerte.
Det bedste, Socialdemokraterne kunne gøre nu, var at imødekomme Enhedslisten og SF og fagbevægelsens medlemmer på kravet om ændringer i dagpengereformen. Det kræver formentligt et brud med Radikale og vil højst sandsynligt føre til et valg. Valget kommer alligevel inden et år, så der er ikke noget at tabe.
Det vil bringe S en smule i offensiven og give et lille håb om, at kunne slå Lars Løkke og DF ved valget.
Vi har alle – ikke mindst fagbevægelsen – en stor opgave med at presse på for at rulle ”reformen” tilbage. Presset skal være så stort, at Socialdemokraterne forstår det og handler derefter.