30 Apr 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Socialister skal glæde sig over Brexit

Blogs

Henning Hyllested
MF for Enhedslisten, 3F’er og tidligere havnearbejder
Medlem af Folketinget for Enhedslisten. Ordførerskaber: Transport, social dumping og landdistrikter. Havnearbejder fra 1981-2011. Var medlem af bestyrelsen for Havnearbejdernes Landsklub og bestyrelsen for 3F Esbjerg.
Blogindlæg af Henning Hyllested

DEL DETTE BLOGINDLÆG

Twitter icon
Facebook icon
Google icon
Lørdag, 09. juli, 2016, 07:48:35

Socialister skal glæde sig over Brexit

Det er godt, at befolkning efter befolkning siger fra over for EU-projektet. De afviser at betale prisen for den nyliberalistiske offensiv.

Der er tilsyneladende opstået tvivl hos nogle på venstrefløjen om, hvorvidt Brexit er en god ide, og om hvorvidt man som socialist kan tillade sig at glæde sig over, at briterne stemte sig ud af EU.

Et opgør med højrekræfterne kræver et opgør med EU. 

Tvivlen er opstået, fordi nej'et i Storbritannien er udskreget til at være et højreorienteret, nationalistisk nej. Og sandt er det, at højrenationalisterne har fyldt meget i kampagnen for et leave. Det er jo også i høj grad et spørgsmål om, hvem medierne vælger at promovere under kampagnen.

Lige så sandt er det imidlertid, at der også har været ført kampagne for leave af folk i og udenfor Labour med et venstreorienteret og internationalistisk udgangspunkt.

Arbejderne sagde nej

Det er i høj grad arbejdere og i stor udstrækning indvandrere, der stemte nej – altså grupperne nederst på rangstigen.

Modstandere og skeptikere af EU er en broget flok, lige fra højrevendte nationalister og racister til venstreorienterede anti-kapitalister. Det er mange år siden, modstand mod EU var forbeholdt venstrefløjen.

Sådan forholder det sig i øvrigt også med tilhængerne af projektet. Her finder man også en hel del nationalister sammen med liberalister, svorne tilhængere af kapitalismen. Og her finder man også den veluddannede elite med de gode jobs, magt og indflydelse. Her finder man storkapitalen.

Jeg forstår simpelthen ikke, hvorfor gode socialister kan komme i tvivl om, at det er godt, at befolkning efter befolkning siger fra over for EU-projektet. For hvad er det, den ”almindelige” englænder, dansker, hollænder eller franskmand oplever? At de betaler prisen for den nyliberalistiske offensiv, som er taget til efter krisen i 2008.

De betaler med arbejdsløshed og forringede vilkår, når ledigheden rammer. De betaler med velfærdsforringelser over en bred kam. De betaler med større og større huller i det sociale sikkerhedsnet. De er udsat for social dumping. Privatiseringer og udbud presser tempoet op på arbejdspladserne. Utrygheden er vendt tilbage. Morgendagen er usikker. Fattigdom er et vilkår for mange.

Elitens projekt

Og de oplever, at eliten stikker af. Uligheden vokser, og eliten gemmer sig i bestemte boligområder. Deres børn går i private skoler.

Det er den perfekte grobund for højrepopulister. Dem med de nemme forklaringer og udpegning af syndebukke.

Og grobunden skabes af EU selv. Den nyliberalistiske politik er traktatfæstet. Det indre marked med fri bevægelse af blandt andet arbejdskraft er en urokkelig hovedhjørnesten i opbygningen af den europæiske superstat.

Cabotageforordningen, som sikrer, at bulgarske og rumænske lastbilchauffører kan køre gods internt i Danmark til 30 kroner i timen, er en EU-forordning. Vikingline-, Laval-, Rüffert- og Luxemborg-dommene, som indskrænker strejkeretten og mulighederne for at bekæmpe social dumping, er afsagt af EU-domstolen.

EU er således ikke en neutral kampplads. Kapitalen, magteliten er foran på point. Politikken er traktatfæstet og kan kun ændres ved enstemmighed blandt medlemslande. Det bolværk mod utilfredse befolkninger, som den udemokratiske EU-konstruktion er, er nødt til at blive nedbrudt, hvis vi skal have et demokratisk, solidarisk samarbejde mellem demokratiske nationer i Europa.

Hvis venstrefløjen skal bekæmpe højrepopulisme og nationalisme, kræver det, at vi retter skytset det rigtige sted hen. Det er EU som sådan, der er problemet. Et opgør med højrekræfterne kræver et opgør med EU. 

Derfor er Folkebevægelsen mod EU’s og Enhedslistens krav om en dansk folkeafstemning fornuftig som et led i kampen for udmeldelse. I kølvandet på Brexit er mulighederne lige nu kæmpestore for at sætte en venstreorienteret dagsorden i debatten om EU. Den mulighed skal vi vælge at bruge!