29 Apr 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Terrorangreb og nye asylstramninger

Blogs

Henning Hyllested
MF for Enhedslisten, 3F’er og tidligere havnearbejder
Medlem af Folketinget for Enhedslisten. Ordførerskaber: Transport, social dumping og landdistrikter. Havnearbejder fra 1981-2011. Var medlem af bestyrelsen for Havnearbejdernes Landsklub og bestyrelsen for 3F Esbjerg.
Blogindlæg af Henning Hyllested

DEL DETTE BLOGINDLÆG

Twitter icon
Facebook icon
Google icon
Mandag, 16. november, 2015, 10:49:58

Terrorangreb og nye asylstramninger

Terrorangrebet i Paris kom helt til at overskygge for regeringens mange nye stramninger på asylområdet, der blev fremlagt i fredags.

Endnu et forfærdeligt terrorangreb. Endnu engang i Paris. Med en ufattelig fanatisme har de islamistiske fascister igen slået til mod helt uskyldige mennesker. Ligesom de gør det næsten dagligt i Bagdad, Aleppo, Kabul, Beirut og andre byer i Mellemøsten. Terrorisme kan der ikke tages nok afstand fra.

At der nu skal gå tre år, før man som krigsflygtning kan se sin familie, er en humanitær katastrofe.

Terrorangrebet i Paris vil blive mødt med krav om mere politi, flere beføjelser til politi og efterretningstjenester, mere overvågning, mere kontrol af borgerne.

Med andre ord, indskrænkning af retssikkerheden for det enkelte menneske. En bid mere af demokratiet og retssamfundet.

Her må vi holde hovedet koldt. Uanset, hvor meget overvågning og kontrol, vi sætter i værk, uanset, hvor meget vi indskrænker borgernes rettigheder, vil vi aldrig kunne gardere os 100 procent mod terroranslag. Vi skal derimod møde terrorismen med mere demokrati og inklusion, ikke udgrænsning og mere ”dem og os”.

Terrorangrebet kom helt til at overskygge regeringens udspil til nye stramninger i asyl- og indvandringspolitikken, der blev fremlagt samme dag, som terroranslaget i Paris fandt sted om aftenen. Det kommer derved til at danne ”bagtæppe” for forhandlingerne om asylstramningerne og de samtidige forhandlinger om en ny politiaftale.

Voldsomme stramninger

Der er ellers al mulig grund til at kaste lys på regeringens asylstramninger. Der er tale om ikke mindre end 34 nye tiltag, alle sammen stramninger, der tager sigte på at gøre livet surt, besværligt og fattigt for asylsøgende flygtninge. Af al magt forsøger det velstående Danmark at signalere til verdens forfulgte og krigsramte flygtninge: Bliv væk fremmede. 

Ikke mindst forslaget om at flygtninge, der får tilkendt midlertidigt ophold, nu skal vente tre år på familiesammenføring mod før et år, er umenneskeligt og på kant med Den Europæiske Menneskerettighedskonvention om retten til et familieliv.

Forestil jer frustrationen hos den ulykkelige flygtning, der har måttet efterlade kone og børn i Syriens krigshelvede. Eller i en flygtningelejr, hvor sult og nød er dagligdag. Og nu skal vente tre år på at få familien i sikkerhed.

Det var slemt nok, da SR-regeringen indførte en ventetid på et år. Men den nuværende regering overtrumfer og fortsætter ad samme spor med at splitte familier.

Hvor oprørende denne stramning er, fremgår med al tydelighed af følgende citat fra Anders Ladekarl, generalsekretær i Røde Kors: ”Det er simpelthen det allerværste, du kan gøre. At der nu skal gå tre år, før man som krigsflygtning kan se sin familie, er en humanitær katastrofe. En vældig, vældig, vældig stor humanitær katastrofe”.

S er parat med støtte

Det er utroligt, at Socialdemokraternes integrations- og udlændingeordfører Dan Jørgensen kan sige, at der er mange gode forslag i regeringens udspil. Igen er partiet så liderlige på at sidde med ved det berømte bord, at al anstændighed og menneskelighed tilsidesættes. For slet ikke at tale om arbejderbevægelsens internationalisme og krav om solidaritet mellem arbejderne i alle lande.

Trods alt er det glædeligt, at de forløbne måneder har vist et andet Danmark, når danskere på egen hånd er stillet op ved grænser og på banegårde og har hjulpet til, når flygtningene bankede på vores dør.

Lad os huske på, at de bagved liggende årsager for både terrorangrebene og flygtningestrømmene jo ikke er løst. De er skabt af det morads, vi og andre har efterladt os i Mellemøsten og den marginalisering, vi udsætter mennesker – herunder danskere – med anden etnisk baggrund for.