Folketingsåret går på hæld. Den sidste uge inden sommerferien bruger Folketinget til at stemme følgelovgivningen til Vækstpakken, som regeringen indgik med højrefløjen, igennem. Sammen med forringelserne af SU og kontanthjælp.

Men også aftalen med Enhedslisten om at forlænge forsørgelsesgrundlaget for de, som falder ud af dagpengesystemet, er til afstemning.

Den sidste uge i folketingssalen illustrerer derfor meget godt den situation, som Enhedslisten befinder sig i, i forhold til den politik, som regeringen fører. Og den taktik, som regeringen anvender.

Liberalistisk politik

På den ene side en højreorienteret liberalistisk politik, hvor stort set alle udsatte grupper på overførselsindkomst gennem det sidste halvandet år er blevet bedt om at betale regningen for den økonomiske krise. 

En økonomisk politik, som selvfølgeligt gennemføres med højrefløjen, men hvor regeringen samtidigt signalerer, at Enhedslisten skal holdes langt væk fra indflydelse på denne politik.

På den anden side har regeringen kunnet trække på Enhedslisten når presset for at feje op efter VKO’s dagpengeforringelser (støttet af Radikale) blev for stort. Tre gange har Enhedslisten fungeret som brandmænd og sikret midlertidige ordninger for de, som falder ud af dagpengesystemet.

Sådan må det være! Et venstreorienteret parti kan ikke passivt se til, at tusinder af fagforeningsmedlemmer mister deres forsørgelsesgrundlag, hvis man har muligheden for at forhindre det.

Det varsler ilde, at FTF og Offentligt Ansattes Organisationer nu vil være en del af regeringens såkaldte ”effektivisering” af den offentlige sektor.

Men man kan diskutere, hvad den langsigtede virkning er af, at det nu i to-tre forsøg ikke er lykkedes at komme igennem med bare en delvis tilbagerulning af dagpengeforringelserne fra 2010. Og at niveauet for den forsørgelsesydelse, som er kommet ud af de to seneste aftaler mellem regeringen og Enhedslisten om ”de udfaldstruede”, fastlægges på kontanthjælpsniveau. Er det fremtidens niveau for dagpengene, vi øjner her? Lægger vi spor ud, som en kommende højrefløjsregering hurtigt finder ud af at køre ud af.

Det helt store problem i det her er, at store dele af fagbevægelsen – især forbundsledelserne – forholder sig ret passivt. Man protesterer over regeringens passivitet, man tager vel også kontakt til dele af regeringen, men man forsøger ikke at mobilisere de mange medlemmer til aktivitet, man stiller sig ikke i spidsen for en aktiv bevægelse, som kunne presse regeringen og dens folketingsgrupper til at give varige indrømmelser på dagpengeområdet.

Svigt fra dele af fagtoppen

En organiseret og aktiv fagbevægelse er den største hindring for en højreorienteret politik, som den regeringen fører. 

Derfor er det også alarmerende, at fagbevægelsen – især LO-forbundene – dagligt svækkes af medlemsflugt og frustration blandt medlemmerne. Og tilsyneladende ikke kender svaret på udfordringen! Som er at møde forringelser af løn- og arbejdsforhold, løndumping og forringelser for folk på overførselsindkomster med aktiv modstand.

Det varsler ilde, når FTF og Offentligt Ansattes Organisationer nu vil være en del af regeringens såkaldte ”effektivisering” af den offentlige sektor, hvor der skal skaffes 12 milliarder kroner. Det sker, på trods af at regeringen med stor præcision har udpeget arbejdstidsregler som genstand for denne effektivisering. Det er sådan set det modsatte af, hvad der skal til, hvis medlemmernes vilkår og rettigheder skal forsvares.

Må alle aktive fagforeningsmedlemmer bruge sommeren til at lade batterierne op og komme styrket tilbage efter sommer.