Vores velfærdssamfund er under fortsat beskydning og tager vand ind. De nyliberalistiske vinde fejer fortsat ind over landet, har med den ”nye” regering fået fornyet styrke, idet denne med stor beslutsomhed har videreført VKO's politik med forringelser af en lang række velfærdsordninger for almindelige mennesker og forgyldning af virksomhederne og deres ejere.

Mantraet for regeringen i al dens gøren og laden har været jobskabelse, hvilket naturligvis er et hæderligt formål. Men om så der blev fuld beskæftigelse i morgen, ændrer det jo ikke ved, at stort set alle de, som ikke er i stand til at arbejde – helt eller delvist – har fået forringet deres vilkår ganske betragteligt: kontanthjælpsmodtagere, førtidspensionister, fleksjobbere, handicappede, syge.

Vi snakker om flere hundredtusinde mennesker, på overførselsindkomst af den ene eller anden slags. Dertil kommer SU-modtagere og folkepensionister.

Passiviteten i fagbevægelsen er slående og katastrofal. 

Det er således et noget flosset velfærdssamfund, der kommer ud på den anden side af SRSF-regeringen. Og det er i sandhed en mærkelig måde at ville forsvare velfærden på: At forringe den for at bevare den. Og det samtidig med, at man sender milliarder af kroner efter ”erhvervslivet” – et erhvervsliv, som i øvrigt ikke lider nød. Tag bare de seneste tal for de 20 største privatejede selskaber: 26 milliarder kroner i overskud de seneste fem år.

Men de, som velfærdssamfundet egentligt skulle tage vare på, de som midlertidigt eller varigt har brug for samfundets støtte, de får pisken. Som om nogen bliver mere raske af at få beskåret indkomsten.

Eller en forkortet dagpengeperiode skaffer flere i job. Dugfriske tal viser, at af de 18.000, der faldt ud af dagpengesystemet fra januar til maj i år, har kun 8,9 procent fundet ordinært arbejde. 

Jeg har før på denne plads undret mig over – og kritiseret – fagbevægelsen for nærmest at være gået i flyverskjul, når det handler om forsvaret for den velfærdsstat, som fagbevægelsen er skaber af og væsentligste grundpille i.

Med et par hæderlige undtagelser har man accepteret regeringens præmis om, at store dele af den offentlige sektor må ofres på jobskabelsens alter, at regningen for krisen udskrives til de offentligt ansatte og de, som er afhængige af den offentlige velfærd.

Således har fagbevægelsen også accepteret, at dagpengespørgsmålet nu er parkeret i en kommission – og at dagpengeforringelserne fra 2010 vil være fuldt indfaset i 2016!

Passiviteten i fagbevægelsen er slående og katastrofal. Og set fra min stol giver det dårlige odds forud for finanslovsforhandlingerne, hvis man da drømmer om, at disse skal være et begyndende opgør med den politik, som nedbryder velfærdssamfundet og skaber utryghed i familierne.