I “Forståelsespapiret” med Radikale, SF og Enhedslisten lovede den nye S-mindretalsregering vedrørende velfærden, at ”Pengene skal følge med, når der bliver flere børn og ældre, og der skal sikres et løft af velfærden ud over det demografiske træk”. Blev dette sikret med økonomiaftalerne med kommuner og regioner?

Det siger sig selv, at et så stort efterslæb ikke kan indhentes med et slag. Det skuffende er, at økonomiaftalerne ikke begynder herpå.

Det er indledningsvist vigtigt at være opmærksom på, at demografisk træk kan forstås på to måder:

Der er det umiddelbare demografiske træk, hvor ressourcerne til velfærden direkte følger befolkningens antal og sammensætning, således at der fastholdes en uændret standard.

Og der er det fulde demografiske træk, hvor ressourcerne til velfærden følger befolkningens velstandsudvikling (= den reale BNP-vækst), således at der også er midler til udvikling af velfærden i form af ny eller bedre service, ny/bedre teknologi og materialer (for eksempel ny medicin) og bedre kvalitet.

Bedre end 2019

På den positive side må anerkendes, at økonomiaftalerne gav et reelt nettoløft, som for kommunernes vedkommende beløb sig til 1,7 milliarder kroner og for regionernes vedkommende til 1 milliard kroner, hvilket i begge tilfælde er ½ milliard kroner bedre end VLAK-regeringens tilsvarende aftaler for 2019.

Det må endvidere også anerkendes som positivt, at både kommune- og regionsaftalen for 2020 opfylder kravene fra det umiddelbare demografiske træk. Dette udgør i 2020 for kommunerne 1 milliard kroner, og hermed er det reelle løft i 2020 på 1,7 milliard kroner altså lidt højere.

For regioner udgør det umiddelbare demografiske træk i 2020 netop 1 milliard kroner, hvilket også er den reelle størrelse af løftet i regionsaftalen. Dermed sikrer økonomiaftalerne for 2020 i modsætning til aftalerne for 2019 under VLAK-regeringen, at velfærdens standard bevares i det kommende år.

Problematisk i kommuner

Men det må på den anden side – i forbindelse med opfyldelsen af det umiddelbare demografiske træk i kommunerne – anerkendes som problematisk i kommuneaftalen, at budgetlovens hårde økonomiske sanktioner fastholdes, hvilket rummer en risiko for, at dele af løftet til kommunerne ædes op af kommunale merbesparelser i regnskabet. Disse har i de seneste to år beløbet sig til 0,8 milliarder kroner i årligt gennemsnit.

Nok så væsentligt må det ydermere anerkendes som mindre godt i økonomiaftalerne, at ressourcerne ikke følger det fulde demografiske træk i 2020. For kommunernes vedkommende beløber dette sig i 2020 til 3 milliarder kroner, hvor aftalen altså reelt kun giver 1,7 milliarder kroner. Kommuneaftalen for 2020 er altså i underskud med 1,3 milliarder kroner i forhold til at sikre opdatering af den kommunale velfærd.

Også i regioner

Og for regionernes vedkommende er situationen tilsvarende. Det fulde demografiske træk beløber sig til 2 milliarder kroner ifølge Finansministeriet, men ifølge sundhedseksperter løber det helt op i 2½ - 3 milliarder kroner.

Det betyder, at også regionsaftalen er i underskud med nærmere bestemt 1 til 1½ milliard kroner i forhold til at sikre opdatering af det regionale sundhedsvæsen i 2020, for eksempel i form af midler til nye behandlinger og ny medicin.

Hvad med efterslæb?

Endelig må det anerkendes som skuffende i forbindelse med økonomiaftalerne, at disse ikke i det mindste påbegynder at indhente efterslæbet fra den økonomiske udhuling af velfærden i perioden 2010-2019.  Dette er langt størst for kommunerne, hvor der i perioden 2010-2019 i kraft af en borgerlig økonomisk sparepolitik er oparbejdet et akkumuleret underskud på 17 milliard kroner i forhold til umiddelbart demografisk træk, og et underskud på 40 milliard kroner i forhold til fuldt demografisk træk.

Også for regionerne er der et underskud, om end noget mindre, da regionerne har været højere økonomisk prioriteret fra regeringernes side. Det akkumulerede underskud i regionerne udgør i forhold til umiddelbart demografisk træk 1 milliard kroner og i forhold til fuldt demografisk træk 5 milliard kroner.

Det siger sig selv, at man ikke kan forvente og kræve, at et så stort efterslæb indhentes med et slag. Det skuffende er, at økonomiaftalerne i sig selv ikke begynder herpå.

Hvad med finansloven?

Samlet set udgør økonomiaftalerne for 2020 således en forbedring i forhold til VLAK’s 2019 aftaler, og de fastholder – i modsætning til disse – velfærdens standard ved at følge det umiddelbare demografiske træk.

Til gengæld giver aftalerne langt fra dækning af det fulde demografiske træk, og det store ressourceefterslæb fra 10'erne tages det ikke fat på at indhente.

Det skal dog bemærkes, at der er tradition for i finanslovsaftalen at give yderligere midler til den decentralt leverede velfærdsservice, men dette er i skrivende stund ikke afklaret.