Regeringen, DF og S har som bekendt indgået en aftale om dagpengesystemet. Hovedelementet svarer til Dagpengekommissionens forslag om, at der indføres en mere fleksibel genoptjening, hvorved dagpengeperioden efter seks måneders "småjobs" kan forlænges med et tredje år.

Dette er i sig selv en forbedring. MEN det løser på ingen måde hovedproblemet: Det massive udfald af dagpengesystemet, som nu er oppe på over 60.000 personer. Fortsætter udfaldet i den nuværende takt, vil det årligt udgøre mellem16.000 og 22.000 (inkl. mistet arbejdsmarkedsydelse).

Socialdemokraterne har ellers henholdt sig til, at man stemte imod dagpengereformen, men har med aftalen accepteret halveringen af dagpengeperioden.

Dagpengekommissionen har ganske vist camoufleret det fremtidige udfald ved at anføre, at det "kun" vil udgøre 4-9.000 personer årligt. Men det er på sigt i "en normaliseret konjunktur-situation". Det vil sige i 2020, hvor man antager, at dagpengereformen gennem udbudsøkonomiske effekter har øget beskæftigelsen med 11.000 personer.

Det faktiske udfald af dagpengesystemet vil altså indtil det tvivlsomme beskæftigelsesløft udgøre 11.000 + 4-9.000 personer – altså mellem 15.000 og 20.000. Hvoraf den aftalte fleksibel genoptjening som anført kun vil "redde" 2-3.000 eller mellem 10 og 15 procent.

Det er selvfølgelig bedre end ingenting, men aftalen løser i en overskuelig fremtid på ingen måde problemet med det løbende masseudfald af dagpengesystemet. Dagpengeaftalen er således endnu en lappeløsning på dagpengereformen. Masseudfaldet løses først med sikkerhed, når halveringen af dagpengeperioden rulles tilbage, hvilket IKKE indgår i dagpengeaftalen.

Hertil kommer, at der også er store problemer med finansieringen af aftalen. Ganske vist er forslaget fra Dagpengekommissionen om otte karensdage nu reduceret til tre dage, men det er stadig en generel reduktion af dagpengesatsen med 1-1,5 procent svarende til omkring 2500 kroner om året. En forringelse, som vender den tunge ende nedad, fordi den naturligvis vil ramme de længere ledige hårdest.

Til gengæld for de færre karensdage skal de nyuddannede i endnu højere grad end foreslået af Dagpengekommissionen betale, ved at dimittendsatsen sættes ned fra 82 procent til 71,5 procent for de uden børn – en forringelse på 1880 kr. om måneden. En forringelse som tilmed kommer oveni, at nyuddannede i forvejen slås med de højeste ledighedsprocenter af alle aldersgrupper.

Aftalen er også politisk afslørende. Socialdemokraterne har ellers henholdt sig til, at man stemte imod dagpengereformen, men har med aftalen accepteret halveringen af dagpengeperioden. Hvori består efterhånden det socialdemokratiske alternativ til den borgerlige økonomiske politik?

For fagbevægelsens vedkommende har man gennem tilslutning til Dagpengekommissionens hovedforslag også accepteret halveringen af dagpengeperioden – uforståeligt.

Og sidst, men ikke mindst – hvem tror efterhånden på et alternativt velfærdspolitisk flertal med DF, der før valget lovede at halvere genoptjeningsperioden? Den er trods aftalen uændret på ét år.