Den Europæiske Centralbank, ECB, annoncerede i sidste uge et stort opkøbsprogram for obligationer. 60 milliarder euro - cirka 450 milliarder kroner - vil ECB bruge om måneden på at købe statsobligationer op frem til september 2016. Altså i alt op mod 1100 milliarder euro.

Hovedproblemet for virksomhederne i EU er ikke finansiering, men afsætning.

Formålet med opkøbsprogrammet er at sparke gang i den europæiske økonomi. For det første satser ECB på, at obligationsopkøbene vil få valutakursen på euro til at falde overfor dollar, og dermed vil styrke EU's konkurrenceevne navnlig overfor USA. For det andet skal programmet tvinge udlånsrenterne i EU ned og dermed gøre det nemmere at låne til både investeringer og forbrug.

Det må medgives, at der absolut er god grund til at føre en mere ekspansiv økonomisk politik. EU og navnlig eurozonen er stadig ikke kommet sig ovenpå finanskrisen i 2008-2009 og gældskrisen, som denne videre resulterede i. Eurolandenes økonomi krympede i 2012 og 2013 med henholdsvis -0,7 og -0,5 procent. Og arbejdsløsheden i eurozonen ligger stadig tårnhøjt på op mod 11 - 12 procent.

Deflation

Den langvarige vækstkrise har tilmed på det seneste resulteret i regulær deflation i eurozonen – det vil sige at priserne falder. Hvilket risikerer at cementere lavvæksten, fordi forbrugere og virksomhederne nu måske udsætter indkøb i forventning om yderligere prisfald.

Der er altså i den grad behov for en mere offensiv økonomisk politik i EU. ECB-chefen Mario Draghis opkøbsprogram er, ikke mindst fra bankkredse, da også - rosende - blevet betitlet "en stor bazooka".

Mens selve forsøget på at sparke liv EU's skrantende økonomi således er velbegrundet og rettidigt, må det betegnes som særdeles usikkert, om det vil virke efter hensigten. Den mest sikre effekt af programmet vil være svækkelsen af euro overfor dollar, men denne effekt er sådan set allerede indtruffet, idet markederne har forventet og forudgrebet det.

Hovedproblemet er afsætning

Men den vigtigste effekt, nemlig at få sat gang i privatforbrug og investeringer i EU og dermed i produktion og beskæftigelse, vil være mere end tvivlsom.

Virksomhederne har længe kunnet låne til utrolig lave rentesatser. Når det ikke har sat gang i investeringerne for længst, skyldes det, at hovedproblemet for virksomhederne i EU ikke er finansiering, men afsætning. Der mangler simpelthen efterspørgsel i økonomien. Ikke blot på grund af finans- og gældskrisen, men nok så meget på grund af den førte sparepolitik i EU, navnlig i Sydeuropa.

Denne økonomiske politik føres ud fra et monetaristisk synspunkt, der prioriterer de offentlige finanser overfor hensynet til beskæftigelsen. Resultat har været en stram og vækstdræbende finanspolitik, som en nok så ekspansiv pengepolitik fra ECB's side ikke kan opveje.

Skal EU ud af lavvæksten og underskuddene, er der brug for en langt mere ekspansiv og jobskabende finanspolitik og navnlig for økonomisk støtte fra overskudslandende i nord til investeringer i Sydeuropa. Ellers risikerer ECB's pengepolitiske tiltag at blive en fuser.