I 2015 afskaffede den borgerlige regering som bekendt fattigdomsgrænsen, men i 2018 opstillede Danmarks Statistik på opfordring fra Finansministeriet et nyt fattigdomsmål. Her definerer man de som fattige, som indenfor et år tjener under 50 procent af medianen (den midterste) for disponibel indkomst.

Hovedårsagen til den stigende ulighed er periodens mange skattereformer.

Ifølge dette fattigdomsmål var der i 2016 lidt over 225.000 fattige, svarende til omkring fire procent af befolkningen, hvilket svarer til en stigning på omkring 110 procent på lidt under 15 år. Lidt over otte procent i 2016 var i "risiko for fattigdom" med en lavindkomst.

Det er periodens neoliberalistisk inspirerede "udbudsreformer" på arbejdsmarkeds- og socialområdet, som er hovedårsagen. Fattigdommen er navnlig steget i to omgange:

Først efter VK-regeringens indførelse af det første kontanthjælpsloft fra 2001 til 2011 samt indførelse af en særlig lav startydelse for indvandrere. Herefter stopper stigningen i fattigdommen, da SRSF-regeringen afskaffer fattigdomsydelserne i 2012, men antallet af fattige forblev dog på samme niveau.

Og så begynder fattigdommen igen at stige igen, da første Venstre og efterfølgende VLAK-regeringen kommer til og indfører det næste, såkaldt "moderne" kontanthjælpsloft, 225-timers regel samt genindfører en lav integrationsydelse for indvandrere.

Et særligt ondartet aspekt af fattigdom er, når den rammer børn, der jo selv er uden indflydelse på situationen. Det samlede antal et-års børnefattige lå i 2016 på op mod 50.000, hvilket er en fordobling i forhold til 2002. Igen er kontanthjælps "reformerne" ansvarlige.

Også uligheden er vokset langsomt, men støt. Siden 1995 er uligheden i Danmark steget med lidt under 30 procent. Stigningen er navnlig sket under VK-regeringen i 00'erne, hvor uligheden fra 2002 til og med 2011 steg med 15 procent.  Danmark er i perioden siden år 2000 et af de lande i OECD, hvor indkomstuligheden er steget mest.

Hovedårsagen til den stigende ulighed er periodens mange skattereformer, som har givet de både absolut og relativt største skattelettelser til de højere indkomster. Herudover skyldes den stigende ulighed, at indkomstoverførslerne er blevet klart mere ulige på grund af – igen – periodens arbejdsmarkeds- og sociale "reformer".

Disse reformer har haft til formål at gøre det relativt mere attraktivt at være i arbejde. Ikke gennem højere løn til de beskæftigede, men ved at forarme folk på overførselsindkomster igennem at reducere disse indkomsters størrelse i forhold til lønindkomster.

Regeringernes målbevidste politik for at svække omfordelingen ses af nogle som et led i en overordnet bestræbelse på at transformere velfærdsstaten til en konkurrencestat. Konkurrencestaten ledsages altså af stigende ulighed og fattigdom.