Finansieringen af regeringens skatteudspil byder på store problemer. Regeringens plan er, at finansieringen skal ske på bekostning af det offentlige forbrug til velfærd ved, at den årlige gennemsnitlige realvækst i de offentlige udgifter til velfærd nedsættes til 0,3 procent.

Der er store, sorte huller i regeringens finansiering af sine 25 milliarder skattelettelser, som betyder, at skattelettelserne langt henad vejen er ufinansierede.

MEN: Der vil være brug for en gennemsnitlig realvækst på årligt 1,1 procent, hvis velfærdens standard skal opretholdes i takt med befolknings- og velstandsudviklingen. Lavere vækst betyder velfærdsbesparelser, og spares der således på velfærden vil det vende den tunge ende nedad, fordi de økonomisk dårligst stillede trækker mest på velfærden.

Hertil kommer imidlertid, at der er store, sorte huller i regeringens finansiering af sine 25 milliarder skattelettelser, som betyder, at skattelettelserne langt henad vejen er ufinansierede.

Finansieringen består for det første i, at personskatteudspillet ifølge regeringens opfattelse vil være delvist selvfinansierende, idet otte milliarder af udgifterne hertil forventes at komme tilbage i statskassen via tilbageløb og navnlig via såkaldte dynamiske effekter.

For det andet skal det såkaldte råderum bidrage med 9,75 milliarder kroner. For det tredje skal ”overskud” (reserver) fra ”jobreform fase I” og fra regeringens pensionsaftale i 2017 med DF bidrage med tilsammen 2,5 milliarder kroner og for det fjerde skal nye besparelser på overførselsområdet skaffe i alt 3,25 milliarder kroner.

Regeringen kan imidlertid IKKE regne med de otte milliarder kroner i dynamiske effekter fra skattelettelserne, fordi effekten af skattelettelser på arbejdsudbuddet savner både teoretisk grundlag og konkret dokumentation og er overordentligt tvivlsomme.

Og VLAK kan heller IKKE regne med de 9,75 milliarder kroner, som man vil ”låne fra fremtiden” gennem at trække på råderummet efter 2020, fordi det hverken er sandsynligt, at arbejdskraftudbuddet i kraft af tidligere arbejdsudbudsreformer fuldt ud vil stige med de 120.000 forventede frem til 2025 eller at der vil blive skabe arbejdspladser nok til de flere arbejdssøgende.

Og også det meste af de 3,75 milliarder kroner, som skal komme fra besparelser på overførselsindkomster og fra pensionsaftalen med DF, er særdeles tvivlsomme. De fremsatte konkrete forslag, nemlig loft over børnechecken og brugerbetaling for danskundervisning til gæstearbejdere vil langtfra indbringe det forudsatte provenu.

Man kan frygte for, at skattelettelserne vil blive uddelt ”up front” og det så bagefter viser sig, at pengene ikke passer, men at regeringens finansiering blot var en mere eller mindre ”dækningsløs check”. Så vil det være en åbenlys risiko, at senere regeringer blive tvunget til at gribe til endnu flere velfærdsbesparelser end de allerede af VLAK planlagte, for at finansiere de således i realiteten ufinansierede skattelettelser.