I valgkampen har striden navnlig stået om, hvorledes det økonomiske råderum på knap 40 milliarder kroner frem til 2020 skal bruges. Socialdemokraternes vil afsætte tre milliarder kroner årligt til velfærd, mens Venstre vil bruge de samme penge til skattelettelser.

Den økonomiske fremgang bygger i betydeligt omfang på midlertidige forhold.

Dette er naturligvis en væsentlig politisk skillelinje imellem S og V. Men der har i valgkampen været langt mindre opmærksomhed omkring, at dette råderum forudsætter, at der frem til 2020 skabes 140.000 flere jobs svarende til 35.000 om året i gennemsnit.

Der vil i givet tilfælde være tale om et massivt beskæftigelsesløft, som langt overstiger jobskabelsen både under SR og under VK. Har Socialdemokraterne eller Venstre så en økonomisk politik for at skabe disse mange nye arbejdspladser?

Svaret er, for begge partiers vedkommende, overvejende negativt. Et løft af beskæftigelsen med 140.000 kræver, at efterspørgslen efter arbejdskraft øges tilsvarende. Men hovedelementet i både Socialdemokraternes såvel som Venstres økonomiske politik handler i stedet om at øge arbejdskraftudbuddet.

Her er der dog forskel: Socialdemokraterne vil gøre det gennem reformpolitikken, Venstre vil gøre det gennem skattelettelser. Men der er et fælles problem i begge tilfælde: Der skabes IKKE herved flere arbejdspladser, men kun øget udbud af arbejdskraft. Og ens for begge partier er, at det så i stedet vil være op til den økonomiske udvikling uafhængigt af den økonomisk politik at levere den øgede efterspørgsel efter arbejdskraft.

Begge partier sætter her deres lid til, at den aktuelle økonomiske fremgang vil blive til et egentligt økonomisk opsving. Men den økonomiske fremgang bygger i betydeligt omfang på midlertidige forhold.

Globalt set har den lave rente sammen med en halvering af oliepriserne det seneste år været hoveddrivkraften bag stigende vækst. I EU har yderligere en svækkelse af euroen overfor dollar – foranlediget af massiv pengeudpumpning fra Den Europæiske Centralbank, ECB – bidraget til at rive EU ud gældskrisens lavvækst.

Men når konjunkturerne bedres, kan vi igen forvente højere oliepriser og stigende rente. I EU udløber ECB's pengeudpumpningsprogram i 2016, og så vil rente og eurokurser igen stige. Hertil kommer, at gældskrisen i EU næppe kan betragtes som overstået, jævnfør situationen om Grækenland.

På længere sigt vil stigende privatforbrug, investeringer og eksport selvfølgelig træde ind i stedet som drivkræfter for fortsat økonomisk fremgang. Men det er pt. et meget åbent spørgsmål, ja vel tvivlsomt, om det bliver en sådan styrke, at beskæftigelsesløftet på 140.000 fuldtidsstillinger frem til 2020 nås.

Regeringen har forhåbninger om, at nu kommer opsvinget, men det har regeringen haft i stort set samtlige år, men har hver gang måttet nedjustere prognoserne.

Dermed kan valgløfterne - hvad enten de handler om velfærdsforbedringer eller skattelettelser - let komme til at svæve i det tomme rum og i stedet må give plads for velfærdsbesparelser på grund af forværrede offentlige finanser. Hvis Socialdemokraterne vil fastholde forskellen mellem sig selv og Venstre, mangler partiet derfor i den grad en jobskabelsespolitik – i betydningen en politik for at øge efterspørgslen efter arbejdskraft.