Venstreregeringen vil snart indlede trepartsforhandlinger med fagbevægelse og arbejdsgivere. Det sker næppe, fordi statsminister Lars Løkke Rasmussen i sig selv sætter fagbevægelsen højt, men nok så meget, fordi han håber at få den med til at betale til et øget økonomisk råderum.

Regeringen vil forsøge at skabe et økonomisk råderum til blandt andet kommende lempelser af topskatten, 

Den eksplicitte dagsorden synes fra Lars Løkkes og beskæftigelsesminister Jørn Neergaard Larsen ´s side for det første at handle om at sikre virksomhederne (mere) arbejdskraft og for det andet at reducere antallet af folk på overførselsindkomst, herunder af indvandrere og flygtninge på integrationsydelse og kontanthjælp.

Men bagved lurer det problem, at regeringen vil forsøge at skabe et økonomisk råderum til blandt andet kommende lempelser af topskatten, hvilket er en betingelse for at bevare støtten til regeringen i blå blok. Imidlertid hænger dette råderum pt. i en tynd tråd på grund af voksende udgifter til flygtninge. Men hvis det kan lykkes Venstreregeringen at få fagbevægelsen med på tiltag, der enten øger beskæftigelsen og/eller arbejdskraftudbuddet, vil regeringen herudfra argumentere, at der er skabt finansiering af også skattelettelser.

Med det formål at øge beskæftigelsen har forslaget spøgt i kulissen om at indføre en særlig lav indslusningsløn på 70 kroner for at øge efterspørgslen efter flygtninge – og andre med lav uddannelse og erfaring på arbejdsmarkedet. Hvordan regeringen tænker sig at øge arbejdskraftudbuddet, har den været mere hemmelighedsfuld omkring: Nedskære hellig- og feriedage, forhøje tilbagetrækningsalderen, begrænse udveje fra arbejdsmarkedet ???

Regeringen vil overfor fagbevægelsen bruge både gulerod og pisk. For at lokke fagbevægelsen til forhandlingsbordet har man signaleret vilje til indrømmelser omkring praktikpladser, efteruddannelse og social dumping. Men regeringen har i forbindelse med de nylige dagpengeændringer klart demonstreret, at enhver indrømmelse til fagbevægelsen skal betales af indrømmelser fra den selv.

Men fagbevægelsen bør holde sig væk fra et sådant købmandskab. En indslusningsløn for eksempel vil ikke blot skabe et nyt lavtlønsproletariat, sådan som allerede set i Tyskland, men også åbne op for en lavtlønsspiral, som vil presse mindstelønningerne på arbejdsmarkedet i det hele taget.

Og man skal ikke regne med, at en indslusningsløn vil blive begrænset til kun flygtninge. Også unge, kontanthjælpsmodtagere og lignende vil blive søgt omfattet. Og så vil det i anden omgang udløse nyt pres fra regeringen for yderligere at forringe de sociale ydelser, for at det skal kunne "betale sig at arbejde" i de nye indslusningsjob. Løndumping og stigende ulighed bliver konsekvensen, hvis fagbevægelsen kører med på regeringens galej.