Det er hævet over diskussion, at der ER problemer med produktiviteten i Danmark. Hvor timeproduktiviteten gennemsnitligt steg med 3,2 procent om året fra 1975 til 1995, var stigningsraten faldet til blot 0,7 procent i perioden 1995 – 2010.

Hovedangrebsfeltet for Produktivitetskommissionen er den offentlige sektor, hvor privatisering og udlicitering er fremtrædende anbefalinger.

Produktivitetskommissionen påpegning heraf er korrekt – om end ikke ny viden - og også på andre områder har kommissionen korrekt peget på produktivitetsproblemer, for eksempel i den private servicesektor eller i uddannelsessektoren – problemer, som dog også har været længe kendte.

Problemet med Produktivitetskommissionen er dens anbefalinger.

I den private sektor handler Produktivitetskommissionens anbefalinger om deregulering og fri markedsudvikling. For eksempel at planlovens restriktioner for etablering af nye ”hypermarkeder” skal afskaffes og at meget større lastbiler på vejene skal muliggøres. Kommissionen advokerer med andre ord for liberalisering. 

At denne ”frie” og uhæmmede udvikling så netop har ført til dannelse af store koncerner, som på det lille danske marked har opnået markedsdominans og monopolstatus og dermed kan tvinge danskerne til at betale alt for meget for varer og tjenester, vælger Produktivitetskommissionen nok så sigende at se bort fra. 

At denne markedsdominans bør brydes hører IKKE til kommissionens anbefalinger.

Angriber offentlig sektor

Hovedangrebsfeltet for Produktivitetskommissionen er dog den offentlige sektor – og dermed velfærdsstaten. Ifølge Kommissionen kan der hentes ikke mindre end 46 milliarder kroner – 10 procent af udgifterne. Mere privatisering og udlicitering, øget marked og konkurrence, mere mål - og resultatstyring samt styrket ledelse og reduktion af fagforeningernes indflydelse – med andre New Public Management (NPM) – er fremtrædende i kommissionens anbefalinger for den offentlige sektor:

”..Netværksservice, for eksempel tog – og busdrift, postudbringning og taxikørsel skal sættes fri” - det vil sige privatiseres gennem øget udbud og øget plads til private virksomheders udførelse af opgaverne. Og kommissionen taler varmt for mere udlicitering af offentlige opgaver: ”Undersøgelser tyder på, at udbud af opgaver rummer et uindfriet potentiale for produktivitetsforbedringer i det offentlige til gavn for borgerne og for offentlige budgetter”.

Ligeledes skal der anvendes endnu mere mål – og resultatstyring og målingskontrol heraf i den offentlige sektor.

Brugerbetaling på uddannelser

Den neoliberalistiske inspiration mærkes også i kommissionens seneste rapport om uddannelsessektoren, hvor den blandt andet argumenter for begrænsning af den frie og lige adgang til uddannelse gennem indførelse af graduering af SU ”efter uddannelsers produktivitet” og for indførelse af brugerbetaling på videregående uddannelser.

Faldet i produktiviteten i Danmark er ellers sket i de seneste 20 år, hvor der netop HAR været ført neoliberalistisk inspireret økonomisk politik, og hvor NPM i stigende grad er blevet indført i det offentlige.

Men Produktivitetskommissionen stiller sigende nok IKKE spørgsmålet om den neoliberalistiske favorisering af private virksomheder og forbrug er blevet en sovepude for investeringer og produktivitetsudvikling i den private sektor og om NPM har været en hæmsko for produktivitetsudviklingen den offentlige sektor.

NMP er ellers med rette blevet kritiseret for at medføre en kvælende bureaukratisering af den offentlige sektor. Men Produktivitetskommissionens løsning er alligevel bare mere af det samme: Mere NPM, mere neoliberalisme.