06 Jul 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Ringere velfærd betaler for skattelettelser til rige boligejere

Blogs

Henrik Herløv Lund
Økonom, cand.scient.adm.
Uddannet som økonom (cand.scient.adm.) fra Roskilde Universitet og har blandt andet undervist i økonomi ved Danmarks Forvaltningshøjskole. Var medlem af Den Alternative Velfærdskommission 2004-2009. Skriver også for Kritisk Debat, Modkraft.dk, Politiken og Information.

DEL DETTE BLOGINDLÆG

Twitter icon
Facebook icon
Google icon
Fredag, 05. maj, 2017, 07:22:50

Ringere velfærd betaler for skattelettelser til rige boligejere

Der er stadig markante sociale og geografiske skævheder og ikke mindst en betydelig velfærdsforringelse tilbage i den boligskatteaftale, som et flertal i Folketinget nu har indgået.

Der er stadig store skævheder og en betydelig velfærdsforringelse i den netop indgåede boligskatteaftale.

Hvad angår ejendomsværdiskatten, så indebærer den nye boligskatteaftale en progressionsgrænse på 7½ million og en skatteprocent på 1,4 for ejendomsværdier herover. For grundskyldens vedkommende er aftalt, at boligejere fra 2018 til 2020 kan indefryse nominelle stigninger heri, indtil huset sælges. Og vedrørende den endelige finansiering af boligskattereformen, så tages den fra det økonomiske råderum.

Den almindelige befolkning og navnlig de dårligst stillede betaler for lettelserne til fortrinsvis rige boligejere.

Det må her anerkendes som forbedringer, at det er lykkedes S, DF og R at afværge VLAK's mest grove forsøg på at rage til sig på egne kernevælgeres vegne ved at indføre en helt flad ejendoms-værdiskat og fastfryse grundskylden indtil 2021. MEN der er stadig markante sociale og geografiske skævheder og ikke mindst en betydelig velfærdsforringelse tilbage i aftalen.

For det første betyder et "knæk" i ejendomsværdiskatten på 7½ million kroner, at progressionen vil være ret så symbolsk, idet en så høj grænse kun vil omfatte relativt få boliger i forhold til, hvis den nuværende grænse på tre million kroner var bibeholdt. Og når grundskylden kan indefryses fra 2018 til 2020, betyder det endnu en udsættelse af grundskyldsbetalingen af allerede skete værdistigninger, som ikke er beskattet på grund af den hidtidige årlige stigningsbegrænsning på grundskylden.

For det andet skal der fra 2021 ske en nedsættelse af de fremtidige boligskatteprocenterne, nærmere bestemt i den lave sats for ejendomsværdiskatten og i grundskyldspromillerne. Den lave ejendoms-værdiskattesats nedsættes fra én procent til 0,55 procent, og den gennemsnitlige grundskyldspromille sænkes fra 26 promille til 16 promille. Boligskatteaftalen vil herudover give nuværende boligejerere en skatterabat, således at de fra 2021 ikke skal betale mere i skat - indtil boligen sælges. Og oveni indefryses stigende boligskatter.

Alle disse elementer i boligskatteaftalen vil stadig være en foræring til ejerne af dyre huse i de store byer og hovedstadsområdet, især i Nordsjælland, mens provinsen og Udkantsdanmark kun vil få smuler. Skattestoppet afskaffes, men de, som har scoret på det, får lov til at beholde gevinsterne.

Endelig er det for det tredje stærkt kritisabelt, at boligskatteaftalen finansieres af det eksisterende økonomiske råderum. Den tages hermed fra midler beregnet til demografisk og velstandsregulering af velfærden. Det er med andre ord opskriften på betydelig fremtidig velfærdsforringelse. Og der er tale om midler, som er tilvejebragt via reformerne af tilbagetrækning, dagpenge, førtidspension, fleksjob og kontanthjælp med mere.

Den almindelige befolkning og navnlig de dårligst stillede betaler således for lettelserne til fortrinsvis rige boligejere.

Nyeste blogindlæg