Dengang jeg gik i skole, sang vi ofte Ingemanns vise om Holger Danske:

I alle de riger og lande,
hvorhen jeg i verden fór,
jeg fægted’ med åben pande
for hvad jeg for alvor tror.

Hvor mænd jeg kasted’ min handske,
opslog jeg min ridderhjelm;
de så, jeg var Holger Danske
og ingen formummet skælm.

Fremtrædende danske medier har hyldet et ualmindelig nedrigt bagholdsangreb på et andet land. 

Gennem denne sang holdt skolen et ideal op for os: At ”fægte med åben pande”, altså stå ved, hvem man er, og hvad man vil, i krig som i andre af livets forhold.

Vi måtte tro, at det var om ikke noget særligt dansk, så i hvert fald et ideal, som danskere i høj grad levede op til – det lille land, der modigt satte sig op mod en overlegen besættelsesmagt og så videre.

Nu er det godt nok mere end et halvt århundrede siden, jeg gik i skole. Der er løbet meget vand i åen siden da, og det er ikke længere noget dansk ideal at fægte med åben pande.

Tværtimod, må man forstå på den hyldest – det er ikke for stærkt et ord – hvormed fremtrædende danske medier mødte et ualmindelig nedrigt bagholdsangreb på et andet land i Danmarks Radios ”dokumentar”-serie Muldvarpen.

Forslag om en cavlingpris

En kommentator i Politiken svang sig endda op til at mene, at de to bagmænd, den professionelle antikommunist Mads Brügger og en indtil da ukendt Ulrich Larsen, kaldet Muldvarpen, havde gjort sig fortjent til Cavling-prisen.

Skulle det mod forventning ske, at de fik den, kunne de passende dele den med de to russiske satirikere, der sneg sig ind til et online-møde i Udenrigspolitisk Nævn og udstillede de selvhøjtidelige fjolser til almindelig latter ved at udgive sig for en hviderussisk oppositionspolitiker.

Det var i det mindste morsomt, og så var det harmløst. Det er Brüggers & Larsens angreb på Nordkorea ikke.

Mads Brügger er kendt fra en tidligere Nordkorea-”dokumentar”, Det røde kapel, hvor han sammen med sit filmhold misbrugte den koreanske gæstfrihed til at gøre tykt nar ad værtslandet.

Nordkorea afviser påstand

Nu havde han sendt sin ”muldvarp” i marken under det falske påskud at ville hjælpe Nordkorea med at bryde de sanktioner, USA har pålagt landet som hævn for nederlaget i den Korea-krig, der reelt stadig er i gang, nu på halvfjerdsindstyvende år.

Det skulle ske ved hjælp af et fantasifuldt projekt, som indebar en fabrik i Uganda, der forklædt som turisthotel skulle fremstille både våben og narkotika. Våbnene skulle (forstod man) gå til Syrien (en i høj grad værdig modtager); hvor narkotikaen (amfetamin) skulle afsættes, fik man ikke noget at vide om.

Lige så lidt fik man at vide om, hvad projektet (der indebar køb af en ø og forflytning af øens indbyggere) har kostet de danske licensbetalere – eller ulandet Uganda.

TV-serien efterlod det indtryk, at det var koreanerne, der havde fundet på det fantasifulde projekt og forelagt det for Ulrich Larsen under et møde på den nordkoreanske ambassade i Stockholm. Ambassaden har derimod oplyst, at det var Larsen, der en dag ringede ambassaden op og bad om en samtale, hvorunder han fremlagde projektet. Så er det op til enhver, hvem man vil tro på.

Man kan mene, hvad man vil om den Demokratiske Folkerepublik Korea; den er lige så lidt som alt andet hævet over kritik. Men man kan ikke tage fra den, at den er udgået af frihedskampen mod den japanske imperialisme; og man kan ikke bebrejde den, at den forsvarer sig mod et forbryderisk sanktionsregime påført den af en anden imperialistisk magt.

Fortjener foragt og glemsel

Hvad Mads Brügger og Ulrich Larsen for alvor tror, svæver i det uvisse, men de fægter i hvert fald ikke med åben pande. De to formummede skælme fortjener kun foragt og glemsel for deres bagvaskelse. Og Danmarks Radio fortjener ingen påskønnelse for at have produceret og sendt makværket.

For som Ingemann slutter:

Vil dansken i verden fægte,
men dølger åsyn og navn,
jeg véd, hans ånd er ej ægte;
jeg tager ham ej i favn.