10 Mar 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Det stinker

Blogs

Henrik Stamer Hedin
formand for DKP
Formand for Danmarks Kommunistiske Parti, DKP, og redaktør for partiets avis Skub.
Blogindlæg af Henrik Stamer Hedin
tir. 06. apr - 2021
tir. 26. jan - 2021
tir. 03. nov - 2020
tir. 18. aug - 2020
tir. 02. jun - 2020

DEL DETTE BLOGINDLÆG

Twitter icon
Facebook icon
Google icon
Onsdag, 16. maj, 2018, 07:45:18

Det stinker

Sagen om forsøg på giftdrab på en tidligere russisk dobbeltspion stinker af at være en CIA-provokation. Men Rusland beskyldes for drabsforsøget uden nogen beviser.

Gift spiller en afgørende rolle i den propaganda, der hver dag væltes ud over os – ikke kun i den forstand, at løgnagtig propaganda er gift for alt menneskeligt, men også – og for tiden ikke mindst – som løgnenes genstand.

Tror Anders Samuelsen på løgnene? Eller logrer han bare, når det forlanges?

Rusland – nej, ikke det sagesløse hellige Rusland, men præsident Putin i egen høje person, har på åben gade i det fredelige, demokratiske England, som aldrig har gjort nogen eller noget fortræd, på snedigste vis under venskabs skændige maske sneget sig til at forgifte en tidligere russisk dobbeltspion og hans datter, så de næsten døde af det.

Ganske vist er der ingen beviser. Ganske vist befandt den pågældende spion sig i England, fordi han fra sin fængselscelle, hvor Putin for længst kunne have gjort det af med ham, var blevet udvekslet med en tilsvarende personage fra den anden side. Og ganske vist kan man gå ud fra, at han for længst har fortalt briterne alt, hvad han måtte kende til af russiske hemmeligheder. Det er alt sammen lige meget: Vi véd, han er skyldig! Putin, altså.

Skepsis

Det er tydeligt, at den besynderlige påstand om den besynderlige forbrydelse er blevet mødt med skepsis fra flere sider. I Arbejderen har en civilingeniør gjort opmærksom på, at det anvendte giftstof, novichok, som angiveligt kun russere kender til, er velkendt i Vesten. Ingen har åbent turdet sige det, som alle tydeligvis tænker: Dette stinker af CIA-provokation.

Selvfølgelig ikke; den slags skal man jo kunne bevise. Det er kun, når man hedder Donald Trump, Theresa May eller Anders Samuelsen, at man ikke behøver bevise sine anklager.

Det er ikke første gang, CIA har gennemført den slags covert actions, hvis formål er, at USA kan beskylde andre (i reglen russerne, somme tider også for eksempel syrerne) for diverse ondsindede handlinger. Det var faktisk det, organisationen i sin tid blev skabt til. Se Jakovlev, Tusmørkets helte, Sputnik 1986.

Det kaldes psykologisk krigsførelse. Og somme tider kan det bevises; det var for eksempel tilfældet, da CIA hyrede georgiske lejesoldater til fra tagene omkring Maidan-pladsen i Kiev at skyde på demonstranterne på pladsen, så den ukrainske regering kunne beskyldes for at have dræbt fredelige demonstranter.

Øger spændinger

Hvad er formålet med den slags provokationer og den aggressive propaganda mod (især) Rusland, de følges op af? Tydeligvis at øge spændingen i og omkring Europa; det er i hvert fald det, der bliver resultatet.

Ønsker USA da en tredje verdenskrig? Næppe. Men en stadig krigsfrygt i de lande, USA allierer sig med, vil øge afsætningsmulighederne for den amerikanske våbenindustri, sådan som vi netop har set det herhjemme med F-35 jagerflyene. Og den amerikanske økonomi er dybt afhængig af våbenindustrien.

Det er den britiske og den franske også, så de to landes ledere spiller villigt med, også når den syriske ”diktator” uden beviser beskyldes for ”igen” at have brugt giftgas mod sit folk.

Men hvad driver Anders Samuelsen? Tror han på løgnene? Eller logrer han bare, når det forlanges?

Nyeste blogindlæg