Om en måned fylder Danmarks Kommunistiske Parti hundrede år. Der er kommunistiske partier, som er ældre, men de fleste er yngre.

Kampen for fred og socialisme er i dag ikke mulig uden konfrontation med alle imperialismens kræfter. 

Begivenheden fejres med en landspartikonference om strategiske problemstillinger for den kommunistiske bevægelse, som strækker sig over weekenden 9.-10. november, og – selvfølgelig – med en fest lørdag aften. Desuden uddeles årets Gelsted-Kirk-Scherfig-pris søndag eftermiddag. Det hele finder sted i Casa Latinoamericana i København, og der er adgang for offentligheden.

To heroiske epoker rager op over alt andet i partiets lange historie. Den første er vores andel i modstandskampen mod den nazityske besættelse under Anden Verdenskrig.

Fordi den tyske besættelse kom et år før angrebet på Sovjetunionen, og fordi tyskerne ønskede et godt forhold til den danske stat og derfor ikke i starten blandede sig i danske indenrigsforhold, havde partiet et år til at forberede sig på den illegalitet, som man vidste måtte komme.

Kommunisternes afgørende indsats

Da illegaliteten kom, gennemført som en nacht-und-nebel-operation med energisk støtte fra det danske politi, var partiet og det illegale apparat klar, og mange ledende kammerater undgik i første omgang at blive arresteret, som så mange hundrede andre partimedlemmer blev det.

Partiet kunne genoptage sin virksomhed med det samme, og samme efterår i 1941 udkom de første illegale blade, snart efter fulgt af de første sabotageaktioner. Kommunisternes indsats var af central betydning for modstandsbevægelsens sejr, men vi betalte en høj pris: Hundrede af vore kammerater mistede livet, enten i kamp eller i tysk fangenskab, og andre hundreder måtte henslæbe år i fængsler og koncentrationslejre; men da DKP trådte ud af illegaliteten i 1945, var det stærkere end nogen sinde.

Kampen mod EF

Den anden heroiske epoke i vort partis historie var den ledende rolle, vi spillede i modstanden mod de såkaldte Europæiske Fællesskaber eller EF – det, som senere blev til den Europæiske Union, EU.

Jeg bruger udtrykket ”heroisk”, selv om der ikke var tale om heroisme i samme forstand som under modstandskampen; ingen satte livet ind. Men der var tale om heroisme i den forstand, at vi tog kampen op mod en overlegen modstander, ikke overlegen i våbenmagt (det var den selvfølgelig også), men overlegen i propagandakraft.

Vi var oppe imod statens og mediernes kombinerede magt, og de ville alle have, at vi kom ind i EF. Og det var værre endnu. Et eksempel viser det:

Op til folkeafstemningen i 1972 om indmeldelse i EF propaganderede alle de store aviser for, at vi skulle stemme ”ja”, og det samme gjorde radio og tv; kun det lille Land og Folk sagde ”nej”.

Men Ekstra Bladet, som dengang var størst i oplag, skiftede hest undervejs. Dets læsere var først og fremmest københavnske arbejdere, og da det gik op for redaktionen, at de hældede til et nej, begyndte bladet at gå ind for det samme.

Den 2. oktober udkom Ekstrabladet med kun tre bogstaver på forsiden: N-E-J. Men inde i bladet var alle højresiderne helsides annoncer for ”ja”, indrykket af store, overvejende tyske monopoler – Krupp, Thyssen, I. G. Farben og alle de andre, der fyrre år tidligere havde bakket Hitler op. Der var ingen brug for dybtgående analyser her: Alle, der ville se, kunne se, hvem det var, som ønskede Danmark ind i EF.

Som bekendt tabte vi folkeafstemningen, men vi vandt flere af de senere afstemninger om EF’s og EU’s udbygning – ikke mindst afstemningen om den helt centrale Maastricht-traktat. Så selv om vi er med i EU, er vi i virkeligheden ikke fuldt medlem; blandt andet er vi sluppet for euroen. Det er EF-modstandens fortjeneste, og den har danske kommunister en stor andel i.

Kampen fortsætter

Man bemærker, at begge disse højdepunkter i DKP’s historie vedrørte kampen for national uafhængighed. Hvordan kan det være? Hvorfor var det ikke vores indsats for de arbejdsløse i 30'erne eller i fagbevægelsen i 60’erne, der blev højdepunkterne i partiets historie? Hvorfor ikke kampen for socialismen eller for freden?

Forklaringen er imperialismen. Kampen for fred og socialisme er i dag ikke mulig uden konfrontation med alle imperialismens kræfter. Nazismen var den tyske imperialisme i kamp mod Sovjetunionen, kommunismen og socialismen.

EF og EU er imperialismen, igen ikke mindst den tyske, i kamp mod den socialisme, som en tid lang så ud til at ville vinde i hele Europa. Den antiimperialistiske kamp gennemsyrer al stræben efter fremskridt i vore dage. Denne kamp er alt andet end slut. Og det er DKP’s historie derfor heller ikke.