For et par uger siden kunne man i danske aviser læse om (og på danske fjernsynsskærme se) den danske statsminister i audiens hos EU-formand Donald Tusk.

Hvornår lærer de styrende at respektere danskernes vilje?

Løkke Rasmussen håbede, måtte man forstå, at Danmark trods folkeafstemnings-nej’et til ophævelse af retsforbeholdet alligevel kunne blive fuldt medlem af det nye Europol; hvortil Tusk svarede, at det skulle man ikke regne med sådan uden videre.

På samme måde har den danske udenrigsminister udtalt (Politiken 12. maj), at han håbede, Danmark kunne få adgang til ”hele paletten”.

Skal Tusk redde Danmark?

Så er det, man fristes til at spørge: Er det Donald Tusk, der skal redde Danmark? Er det Tusk, der skal håndhæve danskernes vilje?

I 1992 sagde Danmark nej til Maastricht-traktatforslaget, som handlede om omdannelse af de Europæiske Fællesskaber, EF, til en Europæisk Union, EU – altså en forbundsstat med tilhørende fælles mønt, fælles politi, fælles statsborgerskab og fælles forsvar.

Danskerne sagde nej, og det gav genlyd over hele Europa; ikke siden 1972 havde nogen nation vovet at sige nej til unionsdamptromlen.

Så skulle man synes, at det var det. Men vi véd alle sammen, hvad der skete: Vi fik det Nationale Kompromis med undtagelser – eller ”forbehold” – på de fire nævnte områder, og på det grundlag lykkedes det tilhængerpartierne sammen med overløberpartiet SF at få danskerne til at acceptere Edinburgh-aftalen og dermed Unionen.

Det var første gang, et dansk folkeafstemnings-nej blev underløbet. Det skulle ikke blive sidste.

Satirikere talte om det "Nationale Komma-pis”; men det var mere end kommaer, der blev flyttet. Og siden da har EU-chauvinisterne (hvortil også SF fuldgyldigt har sluttet sig) haft som stadig målsætning og bestræbelse – de lægger ikke engang skjul på det – at flytte kommaerne tilbage, hvor de stod før, og få ophævet de danske ”forbehold”. Indtil nu er det ikke lykkedes.

Fastkurspolitik i strid med euronej

I 2000 blev forsøget gjort med den fælles mønt, euroen. Det lykkedes ikke; ja-procenten var endnu lavere end ved afstemningen om den samlede Maastricht-traktat. Danskerne lod sig ikke narre til at tro, at det bare drejede sig om at undgå vekslebesvær ved grænserne. Siden har vi i Grækenland set, hvilket uføre et land kan komme ud i med euroen.

Men det klare euro-nej blev ikke desto mindre underløbet. Nationalbanken bandt sig til en fastkurspolitik, der fik den absurde konsekvens, at da euroen nogle år senere kom i krise, måtte Nationalbanken sælge kroner i skibsladningsvis for at holde kronekursen nede.

Man sagde, at Nationalbanken ”forsvarede” kronen, men det var det modsatte, der skete: Nationalbanken angreb kronen, spekulerede mod kronen, for at forsvare euroen.

Et nyt forsøg blev gjort med retsforbeholdet, og det blev igen et nederlag. Og igen forsøger landets styrende nu at underløbe et klart folkeafstemnings-nej. Og vi ser EU-formand Donald Tusk forsvare dansk selvstændighed mod den danske statsminister!

Hvornår lærer de styrende i Danmark at respektere danskernes vilje?