Ældreplejen er i den grad økonomisk udsultet, og hvis nogle skulle være bare en lille smule i tvivl om dette, så har en århusiansk begivenhed bøjet budskabet i neon.  

Aleris beslutning understreger, at hjemmeplejens ansatte har ret; pengene er alt for små i ældreplejen.

I Århus har byens sidste private leverandør af pleje og hjemmehjælp, Aleris, besluttet, at firmaet ikke længere vil udføre opgaverne, selvom kommunen vil betale Aleris det samme beløb for at løse opgaverne, som opgaverne koster i den kommunale ældrepleje.

Aleris direktør Miriam Toft har fortalt, at firmaet stopper, fordi Aleris ikke vil gå på kompromis med plejens kvalitet og de ansattes arbejdsmiljø.

Det siger meget, at Aleris ikke mener, de kan levere de ældre en ordentlig kvalitet og sikre de ansatte et ordentligt arbejdsmiljø, hvis Aleris skal løse opgaverne til samme pris som Aarhus Kommunes hjemmepleje.

Den sidste af tre

Aleris var den sidste af byens tre private leverandører af ældrepleje, de to andre er gået konkurs, og Aarhus Kommune skal nu sikre pleje og hjemmehjælp til 1600 ældre, som havde valgt Aleris.

Og her vil den kommunale hjemmeplejes ansatte jo så have den økonomi til rådighed, som Aleris afviste. Hjemmeplejens ansatte har i de seneste måneder fortalt, hvordan de har alt for få ressourcer til at løse deres opgaver ordentligt. Aleris beslutning understreger, at de har ret; pengene er alt for små i ældreplejen.

Når FOA Århus - medlemmer, tillidsrepræsentanter og politisk valgte - har fortalt om netop det og om konsekvenserne af en udsultet ældrepleje, så er vi ofte blevet beskyldt for "at tale hjemmeplejen ned".

Og al den "talen ned" giver området et dårligt ry og medvirker blandt andet til, at unge vælger social- og sundhedsfaget fra, mener kritikerne.  

Hverken til at tale op eller ned

Men det er usandsynligt, at man i noget særligt omfang kan tale ældreplejen hverken op eller ned. Der er ansat over 95.000 mennesker som social- og sundhedspersonale i kommunerne, så vi er simpelthen for mange, der arbejder eller kender en ansat på området. Eller har et familiemedlem, en veninde eller en bekendt, der kender en ansat. 

Dertil kommer, at vi også er mange, der har en pårørende, der bor på plejehjem eller har brug for hjemmehjælp.

Vi er derfor rigtig mange, der ved meget om, hvad der sker i ældreplejen, og derfor kan man ikke bilde os noget ind. Ingen smarte rekrutteringskampagner kan skønmale et fag, som så mange kender - og ingen kan for den sags skyld lave effektive skræmmekampagner.

Så når et dejligt fag, der handler om at hjælpe ens medmennesker, alligevel kan have et dårligt ry, så skyldes det ganske enkelt, at løn- og arbejdsforhold er for dårlige. Hvilket Aleris-historien endnu en gang har bekræftet. Her hjælper kun store og reelle forbedringer, og det bør kommunerne huske, både når de forhandler overenskomster og lægger budgetter.