Berufsverbot var vel, hvad hovedparten af statslederne fra klodens rigeste lande ville blive udsat for, hvis G20-mødet, som bliver afholdt i Hamborg i denne måned, havde fundet sted for 30-40 år siden.

Det neoliberale projekts hovedmål er at fjerne organiseret arbejdskraft og smadre fagbevægelsen til atomer.

Faktum er, at hovedparten af disse statsledere har udført forfatningsfjendtlig virksomhed – og i dag står i spidsen for regeringer og regimer – der gennem de sidste 30-40 år har gennemført en neoliberal politik i kapitalens interesser, og i hvis slipstrøm det flyder med vraggods i form af konstante kriser eller krige.

Krisen startede ikke i år 2008. Derimod har de seneste 3-4 årtier været én lang krise, og den neoliberale medicinering har taget form af eksklusion af flere og flere mennesker, herunder opbygningen af en gigantisk gældsøkonomi, voldsom stor stigning af usikre jobs og en "helt ind til benet" udnyttelse af klodens i allerede forvejen begrænsede ressourcer.

Arbejderne betaler krisen

Tallene taler for sig selv: I USA er levestandarden faldet 20-30 procent siden begyndelsen af 1970’erne, og det er de facto ikke længere muligt at forsørge en familie med en enkelt indkomst. I 1960 var en arbejdsuge på 40 timer nok til at forsørge en familie, i dag er 80 timer ikke altid nok.

I hovedparten af de europæiske lande er billedet ikke meget bedre: Behovet for to lønninger er blevet en permanent udfordring, herunder måske flere jobs i løbet af en uge for at få dagen og vejen til at slå til. Samtidig er landenes forskellige velfærdsmodeller i dag reelt afviklet eller i hvert fald under afvikling.

Overalt er det arbejderne, der betaler prisen for krisen. Den bliver socialiseret og der bliver skåret i velfærdsydelserne. Samtidig bliver krisen brugt som løftestang til at fjerne hårdt tilkæmpede rettigheder.

Kapitalen har med deres neoliberale politik med andre ord skruet op for klassekampen. Og med lederne fra G20-landene i spidsen vil de som kapitalens dresserede hunde gennemføre hvad som helst for at tilfredsstille deres herre, uden tanke på konsekvenserne for mennesker på globalt plan.

Grotesk nok er der er rigdom nok til alle i verden, så alle mennesker kunne leve et liv i værdighed. Men at tro at de politiske ledere ved G20-mødet reelt vil gøre noget ved problemet og beslutte sig for at reducere uligheden, forbliver nok en utopi.

Endnu mere grotesk er det, at over 20.000 betjente og sikkerhedsstyrker er udkommanderet til at passe på de folkevalgte ledere – det siger måske mere om demokratiets tilstand end noget andet.

Neoliberalismens fjende nummer ét

At gader og pladser i Hamborg vil genlyde af protester, mens G20-mødet finder sted, er uomtvistelig – men om udbyttet står mål med indsatsen er tvivlsom. De eneste, som reelt kan gøre noget ved den neoliberale kræftsvulst, er fagbevægelsen på verdensplan.

Fagforeningerne på globalt plan har været og vil altid være neoliberalismens fjende nr. 1. Neoliberalismens ledetråd er ikke det frie marked, stram finanspolitik, heller ikke lav inflation, privatiseringer, skatteunddragelse eller globalisering for den sags skyld. Alle disse ting er biprodukter af eller våben i det neoliberale projekts hovedmål: nemlig at sørge for, at fjerne organiseret arbejdskraft og smadre fagbevægelsen til atomer.

Så mit håb er, at fagbevægelsen på international plan får rettet fokus derhen, hvor den egentlig altid skulle være: Solidaritet med dem der har det sværest, og kamp imod dem der vil det anderledes.