Undskyld – vi vidste ikke bedre!

Sådan formoder jeg, at mange forældre vil sige til deres børn, børnebørn og ikke mindst oldebørn, når de med bøjet hoved og med skam i stemmen forsøger på at retfærdiggøre de sidste to generationers perverse udnyttelse af mennesker og det omgivende samfund.

Fagbevægelsen blev dannet af kamp, siden hen formet i kamp, og den vil udvikle sig i kamp.

Bunden er rykket nærmere på os alle. I dag kan man i kraft af nedskæringerne i det sociale sikkerhedsnet miste alt i løbet af to til tre år - man kan gå fra at have et fornuftigt liv til en tilværelse på den absolutte bund i dyb fattigdom.

Samtidig står vi over for et arbejdsmarked, som er kendetegnet ved at lægge et konstant øget pres på lønmodtagernes rettigheder, samtidig med at begrebet "Working poor" rykker tættere og tættere på.

Utrygheden vokser

Social dumping af løn og arbejdsforhold er blevet en barsk realitet, og alt for mange kender til at tjene alt for lidt. Entreprise-forhold – nul-timers-kontrakter – prekære kontraktansættelser i form af tidsbegrænsede stillinger på et stadig voksende marked for vikarer er den uhyggelige hverdag for et stigende antal danskere. Det eneste, som vokser og gror blandt disse mennesker, er utrygheden, da valgmulighederne i en neoliberal gældsøkonomi er små – især hvis du har gæld, og det har hovedparten af indbyggere i Danmark – derfor kan den enkelte være nødsaget til at tage det første og bedste job, man får tilbudt, uanset hvor usikkert og dårligt betalt det er.

Ovenstående er ikke en alternativ kendsgerning – ej heller er det en alternativ kendsgerning, at de rige bliver rigere, og de fattige bliver flere. Det er et faktum, man med sit blotte øje kan konstatere, uanset hvor man befinder sig. At man yderligere gennem de sidste 2-3 år har kunnet konstatere, at middelklassen i Europa ligeledes er faldende, gør kun ondt værre.

Reagan og Thatcher

Hvordan kunne det gå så galt, så hurtig og ikke mindst for så mange mennesker? Gid man kunne have spurgt R. Reagan og M. Thatcher, for det var dem, som politisk og økonomisk indledte deres massakre på det sociale sikkerhedsnet og deregulerede verdensøkonomien, bedre kendt som Reaganomics, først i USA og Storbritannien, siden i resten af Europa.

Ja, Reagan og Thatcher deregulerede verdensøkonomien og fik samhandlen til at eksplodere, men den økonomiske eksplosion gik i særdeleshed ud over mennesker og deres arbejdsvilkår.

Vi lever i en tid, hvor alt er blevet globaliseret – bortset fra demokratiet. Demokratiet er blevet erstattet af multinationale selskaber, som flyder over nationale regler og almindelig retspraksis, og som ved en form for lejet samvittighed betaler en hær af advokater og økonomer astronomiske summer for at undgå at betale skat og afgifter af nogen form.

Der skal handling til

Demokratiet, som vi kender det, har trange kår, løn og arbejdsvilkår ligeså. Imens sidder alt for mange landes befolkninger og spekulerer over, hvad der skete, samtidig med at de studerer deres Facebookprofil, Instagram eller anden form for virtuel narresut. En stor og stadig voksende del af menneskeheden er blevet udbyttet økonomisk og ikke mindst åndeligt af kapitalens fangarme.

At undskylde over for de kommende generationer vil her ikke være andet end forventeligt – ord er dog ikke tilstrækkelige – handling skal der til, og her ved de ældre generationer, at fagbevægelsen er svaret på deres dårligdom. Fagbevægelsen blev dannet af kamp, siden hen formet i kamp, og den vil udvikle sig i kamp.