Der forhandles i disse dage om justeringer af folkeskolereformen. Eller gør der? Forligskredsens partier har brugt meget tid på at strides om, hvorvidt det var undervisnings- eller finansministeren, der skulle sidde for bordenden, og det står uklart, om der reelt foregår forhandlinger mellem partierne.

Der er brug for en ny og grundlæggende anderledes politisk aftale om folkeskolen. 

Interessant har det været at følge socialdemokraternes energiske insisteren på, at finansministeren skulle lede forhandlingerne. Det har uundgåeligt fået mange til at sende tankerne tilbage til forhandlingerne i 2013 om folkeskolereformen og angrebet på lærernes arbejdstid, der blev styret ved hemmelighedsfulde møder i Finansministeriet. Man skulle mene, at sporene skræmmer, men det lader ikke til at være tilfældet.

Det ville være klogt at holde Finansministeriet på solid afstand af forhandlingerne, så de i det mindste tog afsæt i en faglig indsigt og ikke i den finansministerielle regnearkstænkning, der styrede forhandlingerne i 2013.

Det er indlysende, at forandringer ikke kan gennemføres uden også at inddrage økonomi, men det er et alvorligt problem, at vi har et finansministerium, der ønsker at detailstyre lovgivningen på flere og flere områder.

Ingen mål er nået

Er det ikke betryggende at overlade styrepinden til Finansministeriet, så er det nærmest katastrofalt, at forligspartierne stædigt holder fast i en reform, der helt åbenlyst ligger i ruiner. Fire år efter folkeskolereformens ikrafttræden kan det konstateres, at ingen af de mål, forligspartierne satte sig, er blevet indfriet. Bortset selvfølgelig fra målsætningen om at lade lærerne betale reformen gennem en forringelse af deres arbejdstidsregler.

Siden vedtagelsen af reformen er der gennemført en lang række af undersøgelser af reformens konsekvenser. De seneste fem rapporter i rækken er netop offentliggjort, og der tegner sig et forstemmende billede. Der kan ikke påvises hverken en faglig eller en trivselsmæssig effekt. Der er angiveligt ikke kommet mere bevægelse ind i skolen. Den ellers højprofilerede målsætning om åben skole er ikke blevet realiseret, og lærerne differentierer undervisningen mindre end tidligere.

Brug for opgør

Forligspartierne burde for længst have erkendt, at folkeskolereformen er slået så grundigt fejl, at det ikke er småjusteringer, der skal til. Når murene slår revner, klares det ikke med nyt tapet. Det er på høje tid at gøre helt op med reformen og finde nye veje til udvikling af folkeskolen, hvis forældrenes fravalg ikke skal blive ved med at vokse.

Der er brug for en ny og grundlæggende anderledes politisk aftale om folkeskolen. En aftale, der ikke bare ruller de lange skoledage og resten af 2013 reformen tilbage, men også formulerer et alternativ til det udskældte nationale testsystem og finder penge til en milliardinvestering, der blandt andet kan sænke de alt for høje klassekvotienter.

Folkeskolens store udfordringer kan ikke løses af den nuværende forligskreds. Der er brug for et nyt skolepolitisk flertal. Så få dog opsagt det elendige folkeskoleforlig, så vi kan starte på en frisk efter et valg.