11 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Et kommunalt oprør kan være på vej

Blogs

Jakob Sølvhøj
Medlem af Folketinget for Enhedslisten
Børne- og undervisningsordfører samt handicapordfører. Tidligere formand for pædagogisk sektor i FOA.
Blogindlæg af Jakob Sølvhøj

DEL DETTE BLOGINDLÆG

Twitter icon
Facebook icon
Google icon
Onsdag, 02. marts, 2016, 07:51:31

Et kommunalt oprør kan være på vej

Gyllegate-sagen har vist os, at regeringen kan rystes. Så lad os give dem en ordentlig rystetur frem mod forårets forhandlinger om kommunernes økonomi. Grænsen er nået for, hvad kommunerne kan holde til.

Bare otte måneder efter regeringens tiltræden er den godt slidt. Med Løkke i spidsen kan man vel ikke påstå, at troværdigheden på noget tidspunkt har været i top, men det kunne altså blive meget værre. Carl Holst gjorde sit til at sænke troværdigheden indtil sin afgang i det tidlige efterår.

Alle sejl må sættes til for at få stoppet omprioriteringstyveriet.

De mange bortforklaringer om det reelle indhold af EU-retsforbeholdet blev gennemskuet af vælgerne ved folkeafstemningen i starten af december. Flertallet bag forringelsen af boligydelsen krakelerede bare fjorten dage senere, da det stod helt klart, hvor hårdt den ville ramme ældre og handicappede borgere, og med gyllegate-sagen har regeringens troværdighed bevæget sig langt ned under nulpunktet.

Desværre forhindrede miljøministerens afgang ikke regeringen i få vedtaget den miljøødelæggende landbrugspakke, men gyllegate-sagen viser, at Løkke kan bringes under pres. Det understreger vigtigheden af at få udviklet mest mulig bevægelse, der kan øge presset på regeringen. Ikke bare på miljøområdet, men også på andre områder, hvor regeringen planlægger nye forringelser og besparelser.

Kamp om kommunal økonomi

Kommunernes og regionernes økonomi bliver forhåbentlig et af de næste områder, hvor regeringens planer vil møde massiv modstand. Omprioriteringsbidraget har allerede i år beskåret de kommunale budgetter med en halv milliard kroner, og står det til regeringen og de andre højrepartier, vil der skulle spares yderligere 2,4 milliarder kroner i hvert af de følgende tre budgetår. Samlet set en besparelse på syv til otte milliarder kroner i 2019.

Det vil få uoverskuelige konsekvenser for borgernes velfærd, hvis regeringen får presset kommunernes økonomi yderligere i bund, og det vil samtidig koste tusindvis af kommunale arbejdspladser.

Der er derfor brug for et kommunalt oprør, og noget tyder på, at det kan være på vej. Ikke mindst i kraft af fjorten københavnske fagforeningers initiativ til at danne Velfærdsalliancen, der forleden samlede 1000 tillidsfolk til fælles diskussion om initiativer mod de kommunale besparelser. Blandt andet demonstrationer i København og Aalborg i den næste uge og landsdækkende demonstrationer den 12. maj.

Pres på KL-top

Modstanden mod omprioriteringsbidraget vokser også blandt kommunalpolitikerne, der i næste uge mødes til kommunalt topmøde i Aalborg. Det er, selvom det utvivlsomt har passet mange i KL-ledelsen rigtig skidt, lykkedes at få dagsordensat omprioriteringsbidraget som et særskilt punkt.

Jeg er sikker på, at de mange kommunalpolitikere fra Enhedslisten vil gøre deres for at få KL’s forhandlere til at afvise finansministerens sparekrav ved de kommende økonomiforhandlinger, og det er heldigvis et synspunkt, de deler med mange af politikerkollegerne fra andre partier.

Grænsen er nået – eller måske rettere for længst passeret – for, hvad kommunerne økonomisk kan holde til. Derfor må alle sejl sættes til for at få stoppet omprioriteringstyveriet. Vi har set, at regeringen kan rystes. Så lad os give dem en ordentlig rystetur frem mod forårets forhandlinger om kommunernes økonomi.