08 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Gentag ikke folkeskolereformens fejl på gymnasierne

Blogs

Jakob Sølvhøj
Medlem af Folketinget for Enhedslisten
Børne- og undervisningsordfører samt handicapordfører. Tidligere formand for pædagogisk sektor i FOA.
Blogindlæg af Jakob Sølvhøj

DEL DETTE BLOGINDLÆG

Twitter icon
Facebook icon
Google icon
Onsdag, 27. april, 2016, 07:13:16

Gentag ikke folkeskolereformens fejl på gymnasierne

Karakterkravet er langt fra det eneste problem i regeringens udspil til ny gymnasiereform. HF-uddannelsen devalueres, antallet af studieretninger begrænses og der indføres mere mål- og test-styring. Reformen skal betales gennem nedskæringer på uddannelserne.

Der er gang i forhandlingerne om en ny gymnasiereform. Står det til højrefløjen, vil færre unge i fremtiden få adgang til en gymnasial uddannelse. Venstre vil have et adgangskrav på 4 i dansk og matematik. Dansk Folkeparti og Liberal Alliance byder over med karakterkrav på henholdsvis 6 og 7.

Der er al mulig grund til at give regeringens gymnasieudspil modstand. 

Regeringens formål med at bygge en karaktermur om gymnasiet er pænt pakket ind i retorik om styrket faglighed og mere fokus på elevernes fremtidsperspektiv. Alligevel efterlader udspillet ingen tvivl om, at et centralt mål for reformen er at flytte unge fra gymnasierne til erhvervsuddannelserne.

Der kan være god grund til at ønske, at flere unge tager en erhvervsuddannelse, men regeringens fremgangsmåde er den dårligst tænkelige til at fremme den målsætning. Forestillingen om, at en karaktermur om gymnasierne vil få unge til begejstret at søge over mod erhvervsuddannelserne, forekommer i bedste fald naiv. Ikke mindst i en situation, hvor der mangler tusindvis af elev- og praktikpladser.

Devaluering af HF

Skal erhvervsuddannelserne gøres mere attraktive for unge, skal der etableres en elev- og praktikpladsgaranti.  Samtidig skal det gøres tydeligt for de unge, at der er ligeværdighed mellem de forskellige ungdomsuddannelser. Med sit elitære gymnasieudspil gør regeringen nøjagtig det modsatte.

Karaktermuren er langt fra det eneste problem i regeringens udspil. Den to-årige HF skal devalueres, så den ikke længere retter sig mod alle de videregående uddannelser, men alene giver adgang til erhvervsakademier og professionshøjskoler og ikke til universiteterne. 

Reformforslaget indeholder også en kraftig indskrænkning af studieretningerne, der vil gå hårdt ud over gymnasieuddannelsernes mangfoldighed, og udspillets formuleringer om nye nationale mål for gymnasierne leder uvilkårligt tanken hen mod den hårdt kritiserede læringsmålstyring og de nationale test i folkeskolen. Fri os for det på gymnasierne.

Ikke bare overvejelserne om målstyring, men også hele det økonomiske udgangspunkt for regeringens udspil giver mindelser om folkeskolereformen. Regeringen vil gennemføre sin reform af gymnasieuddannelserne i takt med udmøntningen af massive besparelser på området.

Utilfredse lærere og elever

Allerede i år rammes mange gymnasier og VUC’er hårdt af nedskæringer og stillingsnedlæggelser, og med de planlagte årlige to procents besparelser, vil et firecifret antal lærerstillinger blive sparet væk i de kommende tre år. Det er desværre ikke svært at forestille sig en gentagelse af den kaotiske indførelse af folkeskolereformen.

Der er kort sagt al mulig grund til at give regeringens gymnasieudspil modstand. Det er derfor glædeligt, at forligspartierne R, S og SF sammen med Alternativet og Enhedslisten afviser både adgangskravet på 4 og forringelserne af HF-uddannelsen.

Partierne er dermed i god overensstemmelse med både gymnasielærerne og elevorganisationerne, der forhåbentlig vil presse hårdt på de næste uger for at forhindre en forringelse af gymnasieuddannelserne. Intet er afgjort endnu.