Lige før sommerferien nåede Socialdemokratiet, Radikale Venstre, SF og Enhedslisten frem til en fælles politisk forståelse, der banede vej for et regeringsskifte.

Skal de gode viljer omsættes til konkret handling, er det helt afgørende, at der etableres et stærkere folkeligt pres for politiske forandringer.

Erfaringerne fra den seneste socialdemokratisk ledede regering var mildest talt dårlige, og Enhedslisten havde derfor sat det som en klar forudsætning for at være parlamentarisk grundlag for en socialdemokratisk regering, at der skulle sættes en ny politisk retning. Det blev der med det fælles forståelsespapir.

Partierne har aftalt, at Danmark skal gå forrest i kampen mod klimakrisen, og den stærke målsætning om at reducere drivhusgasserne med 70 procent frem mod 2030 er ledsaget af stribevis af konkrete anvisninger på, hvordan vi indfrier målene.

Bindende klimalov

En systematisk gennemførelse af de mange forskellige indsatser skal sikres gennem en bindende klimalov, der både fastlægger de langsigtede mål og de nødvendige delmål, der gør det muligt løbende at følge udviklingen.

I det fælles forståelsespapir udtrykker partierne enighed om, at vi skal bekæmpe den stigende ulighed. Der skal gøres op med børnefattigdom. Målrettede skattestigninger, der blandt andet skal hente flere penge fra virksomhedsarvinger, skal sikre en finansiering af velfærden.

Der skal sættes ind for at sikre lejeboliger, der er til at betale, ved blandt andet at sætte en stopper for udenlandske kapitalfondes opkøb af billige lejeboliger og øge opførelsen af almennyttige boliger. På arbejdspladserne skal indsatsen mod social dumping styrkes.

Helt centralt i det politiske retningsskift står også en styrkelse af velfærden. Et løft af psykiatrien skal fastlægges i en særskilt aftale, der blandt andet skal nedbringe ventetider og mindske antallet af genindlæggelser.

Der skal igangsættes et arbejde med omlægning af handicapområdet, der kan højne fagligheden, sikre den nødvendige specialisering og en bedre retssikkerhed. Der skal sikres bedre hjælp til hjemløse og andre socialt udsatte.

Det skal være en vigtig sigtelinje at skabe større lighed i sundhedsvæsenet, der blandt andet skal styrkes gennem ansættelse af mere personale. På ældreområdet skal der gøres op med unødvendig kontrol og minuttyranni.

Børnene og uddannelsesområdet har sit helt eget afsnit i forståelsespapiret. Der skal indskrives minimumsnormeringer i lovgivningen, og normeringerne skal gradvis forbedres de kommende år med start fra 2020.

Det skal være slut med at spare på uddannelsesområdet, der fritages fra omprioriteringsbidraget. I stedet skal en ny regering investere i uddannelse og blandt andet sikre, at der nu endelig tilvejebringes det nødvendige antal praktikuddannelser på erhvervsuddannelserne.

På folkeskoleområdet er der sat retning mod ændringer, der bryder med den politiske kurs, der har været fulgt, siden Fogh-regeringen indledte sin kamp mod “rundkredspædagogikken”.

De nationale test skal afskaffes i de små klasser, og hele anvendelsen af test i folkeskolen skal nytænkes. Uddannelsesparathedsvurderingen i 8. klasse skal afskaffes, og det skal være lettere at få udsat skolestarten.

Det fælles forståelsespapir signalerer også, at tiden er kommet til at få løst det helt uacceptable forhold, at lærerne stadig står uden en arbejdstidsaftale efter indgrebet i overenskomstforhandlingerne i 2013.

Mangler i papiret

Den fælles forståelse er et godt afsæt for den politiske kamp for en ny politisk retning, men papiret i sig selv gør det naturligvis ikke.

Store politikområder er ikke med i forståelsespapiret, og på mange områder er der brug for langt mere vidtgående forandringer, hvis der grundlæggende skal brydes med den ulighedsskabende og usolidariske politik, der er ført gennem en lang årrække. Det gælder ikke mindst i forhold til udlændingepolitikken.

Det er åbenlyst, at mulighederne for at aftale vidtgående politiske ændringer har været størst på de områder, hvor der har været mest politisk bevægelse.

Det gælder ikke mindst på klimaområdet, hvor der har udviklet sig meget stærke folkelige bevægelser for forandring, og på børneområdet, hvor store demonstrationer over hele landet har gjort det meget synligt, at forældrene ikke vil acceptere de elendige normeringsforhold.

Den nye sammensætning af Folketinget har skabt afgørende nye muligheder for venstrefløjens arbejde på Christiansborg, men skal mulighederne udnyttes optimalt og de gode viljer omsættes til konkret handling, så er det helt afgørende, at der etableres et stærkere folkeligt pres for politiske forandringer.