For nylig kom det frem, at mere end hver tredje af landets kommuner gennem de senere år har hyret private konsulentfirmaer til at gennemgå indsatser og tilbud til mennesker med handicap. Næppe fordi kommunerne har været bekymrede for ikke at levere den støtte og hjælp, borgerne har behov for, men efter alt at dømme, fordi kommunerne er på jagt efter nye besparelser på handicapområdet.

Tilbagerulningen af de store forbedringer, som mennesker med handicap og deres pårørende tilkæmpede sig årtier tilbage, har stået på over en lang årrække.

Enhver tvivl om formålet må i hvert tilfælde kunne udelukkes, når konsulenterne er på resultatløn, som det er tilfældet i en række kommuner. Her honoreres konsulenterne med en procentdel af det beløb, der kan spares på hjælpen til borgeren, og man kan i kontrakterne se, at aftalerne bygger på no cure no pay-princippet. Finder konsulentfirmaet ikke besparelser på udgifterne til støtte og hjælp til borgerne, modtager de slet ikke noget honorar fra kommunen.

Med den type kontrakter fremstår kommunernes fokus krystalklart, og konsulenterne kan ikke være i tvivl om opgavens karakter. En sagsgennemgang der viser, at borgeren ikke får den støtte, hun har krav på efter lovgivningen, kaster intet honorar af sig. Kan den derimod bane vej for sparekniven, er der til gengæld penge i kassen til firmaet.

Mere uetisk kan det næsten ikke blive. Og så alligevel. For der er tilmed eksempler på konsulentfirmaer, der har haft en dobbeltrolle, så firmaet først tjente penge på at finde besparelsesmulighederne og dernæst selv har leveret kommunen et billigere alternativt tilbud til borgeren.

Markedsstyring

Der bør hurtigst muligt sættes en stopper for den type forretningsmodeller, og det er socialministeren forhåbentlig i gang med. Dermed vil handicapområdets problemer dog langt fra være løst. De stikker langt dybere. Når der overhovedet er private konsulentfirmaer, der har kunnet gøre det til en forretning af finde besparelser på handicapområdet, skyldes det, at området er blevet underlagt en markedsstyring, hvor mennesker med handicap er blevet en handelsvare.

Tilbagerulningen af de store forbedringer, som mennesker med handicap og deres pårørende tilkæmpede sig årtier tilbage, har stået på over en lang årrække og taget særlig fart efter kommunalreformen i 2007. Der købes og sælges pladser i bo- og dagtilbud til borgere med handicap på kryds og tværs af kommunerne, og i takt med de store besparelser, der er fulgt i kølvandet på markedsgørelsen, er der foregået en alvorlig afspecialisering af handicapområdet.

Kommunernes visitation af borgere med handicap har i stigende grad ladet økonomiske hensyn overtrumfe den faglige vurdering af borgernes behov, og borgere er blevet hjemtaget fra højt specialiserede tilbud i regionerne eller i andre kommuner til hjemkommunernes billigere tilbud.

Det har betydet et alvorligt tab af specialiseret viden og erfaring over de seneste 12-14 år, og det har selvsagt haft betydelige negative følger for mange borgere, der ikke fuldt ud får den støtte og hjælp, som er helt nødvendig for at sikre lige muligheder og en værdig tilværelse.

Det er ikke mindst denne udvikling, der er baggrunden for, at Enhedslisten havde fokus på handicapområdet i forhandlingerne om det fælles forståelsespapir sidste sommer og i efterårets finanslovsforhandlinger. Vi vil ikke bare have tilført flere penge til handicapområdet. Vi ønsker grundlæggende forandringer af den måde, området er organiseret og finansieret på.

Vigtig evaluering

Det er ved forhandlingerne om forståelsespapiret og finansloven aftalt, at der skal gennemføres en omfattende evaluering af handicapområdet. Den skal i gang i dette halvår, men der forestår stadig et arbejde med at formulere det nærmere formål og indhold.

Problemerne på handicapområdet er blevet så omfattende og komplekse, at der er brug for en grundig forberedelse af de påtrængte forandringer. Det er derfor fornuftigt at foretage en grundig evaluering, men det er samtidig vigtigt, at den ikke trækker unødigt i langdrag. Den må sættes i gang nu.

En konkret stillingtagen til, hvilke forandringer der skal til for at få handicapområdet på ret kurs, må naturligvis afvente den aftalte evaluering, men at der er brug for grundlæggende forandringer, bør ingen være i tvivl om. Det bliver afgørende at få forandret hele måden, området finansieres på, så markedsstyringen bliver erstattet af en organisering, der sikrer, at det bliver borgernes behov og ikke økonomien, der bliver styrende for områdets udvikling.