Folketinget åbnede i sidste uge. Vi er mange, der håber, at Lars Løkke har holdt sin sidste åbningstale, men det betyder langt fra, at vores kvaler med den borgerlige regering er slut.

Uden en folkelig bevægelse er der ikke meget, der tyder på, at Socialdemokratiet vil bevæge sig.

Regeringen har allerede fremlagt en stribe lovforslag, og mange andre er bebudet fremsat de næste fem måneder. De voldsomme angreb på den almennyttige boligsektor, der blev aftalt med de såkaldte parallelsamfundsaftaler, skal nu udmøntes.

Der tegner sig en finanslov, hvor den offentlige sektor igen skal holde for, og det annoncerede udspil til en sundhedsreform er antagelig tænkt som en vej til at afvikle regionerne.

Splittet opposition

Med få måneder til et valg kunne man håbe, at der tegnede sig et klart billede af en opposition, der ikke bare vil skifte persongalleriet ud i ministerierne, men også føre en helt anden politik. Det alternativ tegner sig desværre ikke i øjeblikket. Ganske vist kunne de fem partier i oppositionen samles om en fælles vedtagelse på åbningsdagen, men åbningsdebatten viste samtidig, at partierne i oppositionen står langt fra hinanden.

Det blev endnu engang demonstreret, at Socialdemokratiet har lagt sig lige i slipstrømmen af regeringens og DF’s udlændingepolitik, og man kunne ikke andet end forundres over SF-formandens positive italesættelse af partiets ageren under Thorning-regeringen. Selv skatteaftalen fra 2012, der finansierede skattelettelser gennem forringelser af dagpenge, kontanthjælp og førtidspension, blev energisk fremhævet.

Der var heller ingen løfter fra Socialdemokratiets formand, da hun under debatten blev spurgt til partiets holdning til aftalen, der de kommende år vil føre til systematisk stigning i pensionsalderen. I 2019 får vi den første forhøjelse, og i 2022 når pensionsalderen 67 år. Inden vi kommer så langt, vil Folketinget i 2020 skulle stemme om en stigning til 69 år, der vil træde i kraft i 2035.

Opsiger Socialdemokratiet ikke tilbagetrækningsaftalen med de borgerlige inden valget, vil partiet være forligsmæssigt forpligtet til at stemme for stigningen. Det vil være endnu et skridt i opfyldelsen af aftalen om, at de 30-årige skal arbejde til de er 72 år, mens de 18-årige kan se frem til en pensionsalder på 75.

Resultatet vil blive at nye titusinder af mennesker vil være slidt ned, inden de når pensionsalderen og blive frarøvet en værdig alderdom.

Brug for protester

Det er glædeligt, at en række faglige organisationer hen over sommeren igen er begyndt at presse på for at få sat en stopper for stigningen i pensionsalderen. Godt bakket op af pensionskasser, Ældre Sagen og Faglige Seniorer. Der er brug for det. For uden en folkelig bevægelse er der ikke meget, der tyder på, at Socialdemokratiet vil bevæge sig.

Enhedslisten har fremsat forslag om sikring af fuld tilbagetrækningsret efter 40 år og ret til delvis tilbagetrækning efter 35 år på arbejdsmarkedet. Vi diskuterer gerne andre løsninger, som for eksempel differentieret pensionsalder, men det kræver, at forliget bliver opsagt inden valget.