Selv om der er tegn på, at Kina er ved at få COVID-19 under kontrol, så véd vi i skrivende stund ikke, hvordan det vil gå hverken i Kina eller i andre lande. Men denne virus har stimuleret en anden virus, som vi skal se.

Racismens virus er langt værre end coronavirussen. Men vi må jo opdage den først for at kunne bekæmpe den …

Kinas indsats mod COVID-19 har været dybt imponerende. Man har for egen og verdens regning vist ansvarlighed og ikke sparet nogen indsats.

Kinesiske eksperter og frivillige er rejst til de ramte områder og gjort, hvad de kunne 24-7. Hospitaler med plads til 1000 patienter er skudt op på en uges tid. I EU havde de vel anvendt en uge på at diskutere, hvornår de kunne mødes …

Den anden virus – racismen

Hele indsatsen vidner om nogle kvaliteter i Kinas politik, kultur og samfund. Men har Vesten vist den mindste nysgerrighed?

Nej, vinklingen er, at a) der ikke blev gjort nok tidligt nok, b) spreder det sig mon til os? – og c) rapportering af den statistik, Kina med stor præcision udsender.

Det er kun via en privat ven, at jeg har kunnet følge lidt med i hverdagen: Hvordan får man mad ud? Hvordan klarer Kina i denne situation, at børn undervises hjemme? Hvordan accepterer folket de snæve grænser for bevægelsesfrihed? Hvad er det, Kina kan med central topstyring og lokalt demokrati og opfindsomhed?

Den anden virus er racismen og/eller foragten for Kina, “sinofobi”.

Den begyndte med Jyllands-Postens dumsmarte satiretegning og fortsatte med, at samtlige danske partier bakkede den uforbeholdent op.

Så kom rapporten om, at en lokal læge havde fået mundkurv på af myndighederne, fordi han på eget initiativ havde advaret om virussen.

Budskabet var naturligvis, at sådan handler “diktaturets” censur, som skal skjule, at man ikke reagerede hurtigt nok. Men forestil dig, at millioner af mennesker i Wuhan efter lægens advarsler var begyndt at flygte ud ad byen, inden der fandtes en samlet plan og politik?

Min tolkning er, at han fik besked om at holde mund for netop at undgå en panikagtig spredning.

Vestens kritik

For nogle dage siden smed Kina tre journalister fra den Murdoch-ejede Wall Street Journal ud af landet. Årsagen var, at de havde skrevet en – jeg vil sige ufølsom og ond-villig – artikel med overskriften: “Kina er Asiens virkeligt syge mand”.

DR og mange andre syntes naturligvis atter, at det var et bevis på diktaturets censur – mens de i årevis selv har holdt hermetisk lukket om Julian Assange-sagen og meget andet.

Billedet af Kina som syg mand blev brugt for godt 100 år siden, hvor et splittet Kina blev tvunget af Vesten til at underskrive et antal aftaler for siden at blive invaderet af Japan. Kineserne opfatter den som nedladende.

Foragten for svaghed er – som den norsk-svenske filosof Harald Ofstad analyserede det i sin fremragende bog “Vor foragt for svaghed” fra 1972 – et hovedelement i nazismens normer og værdier. Og vore egne i dag.

Når vi ser ned på andre som fysisk, moralsk eller politisk svage, så giver vi os selv retten til at behandle dem, som vi vil, dæmonisere, angribe eller dræbe dem. Vi selv står jo for styrke, højere moral og godhed.

Og endelig er der Weekendavisens chef, Martin Krasnik, der forsvarede Jyllands-Posten og skrev i en Kina-ironiserende artikel at: “Myndighederne internerer jo systematisk borgere med muslimsk baggrund”. Det er enten løgn, ideologisk propaganda, eller måske véd han ikke bedre.

Der findes 20 millioner muslimer i dagens Kina, af hvilke uygurerne, (de eneste Vesten taler om), udgør 8,4 millioner, og af dem er det et lille fåtal, der med vold ønsker en slags selvstændig stat og deltager i terror som for eksempel i Østre Aleppo i Syrien.

Racismens virus er langt værre end coronavirussen. Men vi må jo opdage den først for at kunne bekæmpe den …