Med Aleppos fald er store dele af den vestlige mainstreamdækning også ved at falde, og måske vi nu kan se en befrielse i dét – hen imod større kompleksitet, færre sort/hvide billeder og lidt mindre af den type, der fritager NATO-landene fra en meget, meget stor del af ansvaret for denne engang så smukke og driftige bys totale destruktion. 

Den nyheds-redaktion og journalist, der bruger ”diktatoren”  i stedet for ”præsidenten” og ”regimet” i stedet for ”regeringen”, stræber ikke efter objektiv rapportering, men deltager i propaganda.

Hvorfor er det hele gået galt siden 2011 for de fleste mediers vedkommende? 

Der har været altfor meget fokus på volden og blame-game – ”hvem er værst” – og intet fokus på de konflikter, der ligger under volden, som alle sider har brugt som sit første middel. 

Konfliktens start

Konflikten startede ikke i 2011. Dens rødder er meget ældre (se nedenfor 1916) og kan siges at gå tilbage til for eksempel 1949 med CIA’s tilstedeværelse og insisteren på en olie- og gasledning tværs igennem landet, i 1967-krigen, omkring 2006 da Syrien atter svarede nej til vestligt pres for ledningen, og da en tørkekatastrofe medførte, at millioner flyttede ind til storbyerne, som ikke kunne klare presset. Det er ikke kun og ikke engang i hovedsagen en borgerkrig. 

Det er også i høj grad en international krig med tonsvis af udefrakommende kæmpende/terrorister/rebeller/moderate/opposition, vælg betegnelse efter ståsted. Og naturligvis radikaliserede, våbenbærende, syriske oppositionelle mod regeringen, og som er gået sammen med eller er blevet domineret af de eksterne jihadister. 

De udefra kommende er desuden Frankrig og England, der i den dengang hemmelige Sykes-Picot aftale 1916, Balfour-deklarationen 1917 lagde grunden for det helvede, vi ser i dag, ved at dele rovet imellem sig efter det Ottomaniske Imperiums fald. Der går derfra en lige linje op til Sarkozys etablering af ”Friends of Syria” i 2011, en mand med nok så meget blod på hænderne fra Libyens ødelæggelse. 

Det er USA's besættelse og enestående tåbelige administration af Irak, der skabte ISIS, der i dag hærger også i Syrien sammen med et virvar af rif-raf grupper fra Afghanistan, Tjetjenien, Kinas iugurer, radikaliserede unge fra Europa, jihadister fra mange andre stater – og med økonomisk støtte fra især Saudi-Arabien og Qatar. 

Tyrkiets rolle

Det er den internationale våbenhandel. Og det er NATO-landet Tyrkiet, hvis exceptionelt brutale rolle, vi har hørt alt, alt for lidt om, som central for allehånde leverancer af og til terrorister, olietransport, som modtager af tusindvis af plyndrede industrier fra Aleppo og som træningsplads for terrorister i hobetal og falske organisationer som De Hvide Hjelme.

Mediekrigerne bomber skånselsløst for sine sidste bastioner.

Erdogan er jo NATO, og NATO-lande har med USA i spidsen siden 2011 haft som mål at få præsident al-Assad fjernet.

Og det er naturligvis russernes militære tilstedeværelse og bombninger af i hovedsagen militære koncentrationer og ammunitionsdepoter, ikke af civile. Cirka 10 procent af Aleppos totale ødelæggelse skyldes luftbombardementer, der efterlader et fladt landskab, mens 90 procent af spøgelsesbyens skelet er mure, der står tilbage.

Årsagen til, at dette kaldes en borgerkrig, er naturligvis to ting: At regeringen er gået så hårdt frem mod oppositionelle, og at det er dén betegnelse, der fratager den syriske regering den ret, den har, men som vi ikke ser fremhævet noget sted, nemlig retten til som selvstændig stat at forsvare sig mod international aggression ifølge FN-Erklæringens artikel 51.

Den uproportionérlige udpegning af ”diktatoren” al-Assad og hans ”regime” og russerne blandt de uendeligt mange aktører i denne komplicerede konflikt har naturligvis en politisk funktion udover at være udtryk for, at man ikke ønsker eller kan forstå konflikterne i en sammenhæng.

 Den nyhedsredaktion og journalist, der bruger ”diktatoren”  i stedet for ”præsidenten” og ”regimet” i stedet for ”regeringen”, stræber ikke efter objektiv rapportering, men deltager i propaganda. Desværre helt comme il faut i dagens mediebillede.

Jeg var den eneste dansker, der overværede Aleppos fald/befrielse. Jeg var blandt den første håndfuld, der kom ind og frit kunne tale med mennesker i Østaleppo og derefter møde dem, der var kommet over til Vest for at få hårdt tiltrængt hjælp med lidt mad og lægehjælp. 

Jeg oplevede menneskenes glæde over, at besættelsen var ovre – også i Vestaleppo, som jeg selv har oplevet var mål for oprørernes bomber dag og nat, mens jeg var der.

Jeg har set en ødelæggelse af et omfang og en systematik, som er ufattelig og ubeskrivelig, og jeg har dog set Sarajevo, Mostar, Krajina, Vukovar, Sydossetien, Abkhasien. De uskyldige civile syrers lidelser er grufulde. Dybt gribende. 

Danske medier

Har danske medier, der har kontaktet mig, været interesseret i disse aspekter? Nej.

De har i stedet  på forskellig vis villet vide ting som: Hvordan kunne jeg dog sige, at man fejrede, at Aleppo var blevet befriet? Hvordan stiller jeg mig til rapporter om krigsforbrydelser efter sigende begået af den syriske regering og forsvaret på andre steder end dem, jeg besøgte. 

Skønt jeg ikke under mine 10 dage i Syrien har talt med én repræsentant for regeringen, har man frejdigt forsøgt at placere mig som Assad-støtte med spørgsmål som: Hvilken side er du egentlig på? 



Et andet dansk ledende medie ville have en forklaring på, hvorfor mit besøg ”gav det indtryk, at du er på styrets side”, og endnu et ville nok høre, hvad jeg havde oplevet, men med fokus på ”oplevelsen, at være imbedded blandt den syriske stats styrker”, hvilket jeg ikke har været.

Mediekrigerne bomber skånselsløst for sine sidste bastioner.