D en nuværende periode i menneskehedens historie vil blive svær at forklare for fremtidens historikere, hvis der da findes nogle.

Den nye, civiliserede verden byggede på samarbejde i mangfoldighed i stedet for énfoldighed. 

Hvordan kunne det gå så skidt så hurtigt og på alle fronter for dén Vestverden, der efter Anden Verdenskrig stod med alle kortene på hånden? Hvordan kunne det amerikanske imperium, der byggede på frihed og demokrati, overhovedet styrte sammen dér tilbage i 2026?

Den vestlige NATO-baserede verden kunne ånde lettet op, da Sovjetunionen og Warszawapagten var blevet opløst i 1989. Den havde vundet ideologisk – ingen ville siden have sovjetkommunisme, og økonomisk, Rusland producerede ingen attraktive forbrugsvarer, og militært. Ruslands militærudgifter var bare otte procent af NATO's mod Warszawapagtens 75 procent af NATO's førhen.

En verden med terror og had

Den Kolde krig forsvandt lykkeligt nok uden Varm Krig eller atomvåbenbrug. En ny verden blev mulig. Ondskabens imperium, som præsident Reagan havde kaldt Kreml-systemet, var borte. Alle talte om fredens ”dividende”.

Men kun godt 25 år senere var verden gennemsyret af angst, terror, konfrontation, had, racisme, miljøkatastrofer, flygtningestrømme, markedsøkonomisme, militarisme og ting som ufattelig dybe indkomstkløfter, mindskende velfærd og en vigende tro på demokratiet samt indskrænkelser hele vejen rundt af den frihed, som netop denne ’frie verden’ stod for.

Jo, der var også sket en masse gode ting. Afkolonisering, færre fattige i verden, lavere børnedødelighed, udvikling i Asien, især Kina, men også i Afrika. Mennesker blev løftet og løftede sig op, fik uddannelse og lærte om den store verden på helt nye måder via internet og global kommunikation. Mennesker var mere mobile end nogensinde. Kvinder havde ikke opnået ligestilling, men det gik globalt i rigtig retning. 

USA i total krise

Omkring ti år før sammenbruddet i 2026 blev det amerikanske imperiums og models manifeste opløsningtendenser klare for alle andre end Vesten selv.

Det mindede mange lidt ældre om, hvordan det så ud i Østeuropa i 1980'ernes begyndelse: Kløften mellem facade og virkelighed var afgrundsdyb. Som da Rom brød sammen dominerede dekadencen og brutaliteten.

Og overalt var kløften mellem valgte og vælgere vokset, debatten forstummet. Populisme og nationalisme takket være voksende apati. Folk læste mindre og så mere film. Oversvømmet af information forsvandt kundskab og værdier.

USA's ét-partisystem med to fraktioner var i total krise, et pengestyret falsk demokrati, der var endt i en konkurrence mellem to kandidater, Fru Pest og Hr Kolera eller ét fedt: Kandidat Clump. Realityshow. Navle-og-længre-ned-beskuende niveau. 

De næste fire-otte år blev en periode af opløsning – således EU og storkrige. I 2025 fyredes så taktiske atomvåben af i både Syrien og Nordkorea: De sidste dødstrækninger, going down with a bang – våbnene som Hitler ville have brugt i sin bunker, hvis han havde haft dem, og som Gorbachev var alt for klog til at bruge, selvom han havde kunnet. Som en sidste hilsen fra imperiet.

Nationalstaten er borte

Stilhed. Alle imperier går ned. Historiens sidste imperium var borte. Mange – også danske politikere, forskere og mediefolk – fik travlt med at vaske deres hænder og forklare, at de jo egentlig ikke var så blindt pro-amerikanske og ikke havde troet helhjertet på at systemet var godt. 

Gammelimperialiste som gammelkommunister.Derpå fødtes en ny, pluralistisk verden med samarbejde og flere venne- end fjendebilleder. Faktisk en hel del ægte fred og mellemfolkelig forståelse. Ydmyghed i erkendelse af det skete.

Atomvåbnene og MIMAK – det Militær-Industrielle-Media-Akademiske Kompleks – forsvandt. Et nyt FN – United World – bestående af et folke-, regions- og civilsamfunds-kammer blev oprettet. 

25 år  senere var den sidste nationalstat borte. Den nye, civiliserede verden byggede på samarbejde i mangfoldighed i stedet for énfoldighed. På konflikthåndtering i stedet for krig.