Medieverdenen står over for et eksistentielt valg: At forholde sig sobert, analytisk og alsidigt til spørgsmålet om krig og fred eller at blive en uadskillelig del af det diktatoriske MIMAK – det Militær-Industrielle-MEDIE-Akademiske Kompleks – med alle dets løgne, udbytning af civilsamfundet (skatteborgere) og massevold på sagesløse rundt om i verden. 

Fake news er ikke noget nyt. Alle krige bygger på løgn og ”historier”.

Medieverdenen i bred almindelighed er i krise. Specielt dem, der ofte kaldes mainstreammedier, men som jeg kalder LSO-medier: laden-som-om. Og det gælder den internationale nyhedsdækning, tolkninger og kommentarer samt ledere herom. 

Hvordan vil de fremover forholde sig til magten i almindelighed og til krigsmagten i særdeleshed?

De store medier har stort set opereret på en sådan måde, at de støttede krig, tænk blot på USA i Vietnam, indtil Daniels Ellsbergs Pentagon-papirer dumpede anonymt ned i New York Times’ postkasse. 

Man videregav uden betænkelighed eller kritisk granskning myter om, at Milosevic havde planlagt et folkemord på alle albanere i Kosovo, om Afghanistan som årsag til 9/11, om Saddam der havde masseødelæggende våben og om præsident al-Assad som den eneste og totalt onde årsag til alt, hvad der sker i Syrien. 

Fake news er ikke nyt  

Fake news er ikke noget nyt. Alle krige bygger på løgn og ”historier” – i dag bare langt mere effektivt og sofistikeret end før i tiden. Og påskud for krig produceres på samlebånd af MIMAK selv.

Senest har vi set, hvordan de store vestlige medier uden at blinke gengiver Washingtons trussel mod Syrien, Rusland og Iran: Vi har potentielle indikationer, der peger på, at Syriens regering og al-Assad planlægger endnu et angreb med kemiske våben. Hvis han faktisk gennemfører det, vil han og hans militær blive straffet. 

Der fremlægges naturligvis ikke skygge af beviser. Af ”sikkerhedsmæssige årsager”. 

Medier – inklusive Ritzau, DR og alle de andre LSO-medier gengiver denne grundløse trussel uden at blinke eller påpege: 

• at der er tale om en løs påstand med ekstremt ringe sandsynlighed;
• at det ikke er bevist, at den syriske regering tidligere har anvendt kemiske våben. Tværtimod findes der analyser og bogkapitler, rapporter samt Seymour Hersh’ undersøgelse indefra den amerikanske administration, der modsiger dette;
• at det er brud på folkeretten at true en stat på denne måde;

Det formidles uden analyse, men med trætte henvisninger til at Syrien benægter (en–to procent af teksten, resten om hvad USA siger), og vi véd jo alle, at de altid lyver. Men sådan viser man, hvor objektiv man er. 

False flag

Det hele er – forudsigeligt for enhver med lidt erfaring i den slags – et stunt. Og det er indirekte en opfordring til, at CIA og/eller terrorister i Syrien nu skal få lavet film, hvor rigtige mennesker lider eller dør i et kemisk angreb. 

Den slags hedder ”false flag”: Man laver noget forfærdeligt, så det ser ud som om, det er modstanderen, der har lavet en forbrydelse, og nedkalder dermed afstraffelse af denne. Gammelt krigstrick. 

Mindre end 48 timer senere går forsvarsminister ”Mad Dog” Mattis og FN-ambassadør Haley gudhjælpeosalle dog ud og fortæller at deres trussel – flikket sammen af en håndfuld nykonservative militarister, der ikke engang havde et møde om det! – har virket: Diktatoren i Damaskus har jo ikke gennemført et nyt kemisk angreb! 



Altså...hér i køkkenet slår vi på potter og pander for at holde elefanter væk – og, se, det virker for der er jo ingen elefanter… 

Hvis der i fremtiden sker et kemisk angreb i Syrien, kan man være helt sikker på, at det er en fortsættelse af dette stunt. USA vil bombe eller forsøge at dræbe al-Assad – de truende ord var rettet direkte imod ham – og de store medier vil sige, at endelig er Trump trådt i karakter, og at den slags er nødvendigt at gøre.



At det hele med 90 procents sandsynlighed vil være en false flag operation – et påskud for USA's bombninger til støtte for alle voldelige oppositionelle og terrorister inklusive ISIS og altså imod Syriens regering, Rusland og Iran – vil medierne dække over. At dække og dække over vil være ét fedt

Bevidst når de er politiserede. Ubevidst når de er uvidende og uerfarne. Det valg medierne i disse år skal træffe kan stilles sådan op: 



Skal vi stræbe efter og fremme…

• Sandhed versus Løgn/Fake news?
• Kundskab/analyse versus Spin og markedsførte ’narrativer’?  
• Helhed versus Udeladelse/Fortielse?
• Mangfoldighed versus Enfoldighed
• Folkeoplysning versus Folkeforførelse
• Sund skepsis mod alle informationer, der kommer fra krigsførende versus blind gengivelse af militarismens ord og gerninger.
• 

Indtil disse valg er blevet truffet, anbefaler jeg, at du bruger 25 procent din tid på LSO-medierne og 75 procent på selv at finde din forståelse af verdens gang gennem klog brug af Internet.