Sådan hér diskuteres der på 6. år i medier og politik: Et fokus er på én person, som siges at være årsagen til alt ondt – i tilfældet Syrien naturligvis ”diktatoren” Bashar al-Assad og hans ”regime”. Hvis bare han kunne fjernes ville alt blive bedre. Eller også er han landets eneste redning.

Det andet fokus er på volden – torturen, bombninger, beskydning og de udvalgte/værdige ofre. Jvf. Amnesty-rapporten for nylig. Denne måde at snakke på medfører kun at man legitimerer mere krig. Hvorfor?



Vi elsker at forenkle

For hvis Assad er dét dumme svin, så er det legitimt at hjælpe alle hans modstandere med våben, ammunition og penge. Vi må jo gøre noget og dette noget er altid mere vold. Den gode vold skal bekæmpe den onde. Og vi er de gode (uanset vore egne forbrydelser som vi tier om).

Vi elsker at forenkle, placere skyld hos de andre og selv føle os gode. Og vinde over modstanderen i debatkrigen – aldrig: Hvor kan vi mødes i dialogen?



Der findes ingen internationale konflikter med kun to sider.

Denne tilgang overser at vold altid - altid - er et symptom på underliggende konflikter. (Men læger kender forskellen på årsag og symptom.) Den handler om at moralisere og ”forsvare” den ene eller anden side – som om der kun var to sider. Den ser kun bagud og ikke på den fred, der må tage form i fremtiden. 

På dårlig, gammel, kristen manér handler den om skyld og straf. Dødfødt! Forenklende til ukendelighed og irrelevant for freden. Debattørerne førere krig med hinanden uden tanke for fred.

Vi må snarest komme frem til en ny måde at tale om konflikter på, en samtale, der fokuserer på:


• Problemer/konflikter, der står imellem parterne men aldrig udelukkende findes i ét individ; store konflikter og fred handler i hovedsagen om relationer og strukturer ikke om individer.

• Alle parter og ikke kun to for der findes ingen internationale konflikter med kun to sider.
• Muligheden for at der kan være noget godt og noget ondt hos alle parter.
• De problemer – økonomi, politik, miljø, historie, traumer etc. – der ligger under volden. Vi behøver konfliktjournalistik (hvad er problemet?), ikke krigsreportage (krigspornografi og skyld).
• En erkendelse af historien men hovedvægt på fremtidens Syrien som flest muligt ville kunne leve med og i – brainstorme om elementer af en bedre fremtid for flest mulig; spørge menneskene om hvad de a) er bange for og b) hvad de ønsker sig.


Jeg arbejde med konfliktløsning og fred og bruger ikke længere energi på at ”forsvare” mig mod dem, der måtte mene at jeg er på ”diktatorens” side, fordi jeg ikke siger det samme som DR, Politiken, Ritzau, danske politikere og eksperter.

Jeg er mere optaget af 23 millioner menneskers fremtid end i den meningskrig, der optager de fleste herhjemme.

Diskussionen om Assad er god, ond eller lidt af hvert er den nemmeste for den kræver ingen kreativitet eller vision for det gode Syrien. Det kræver derimod konfliktløsning, fredsdialoger, fredsopbygning, forsoning, tilgivelse, ny udvikling og et nyt Mellemøsten. Allerværst: den fokuserer aldrig på dem, det i virkeligheden gælder – de 98 procent af Syriens sagesløse indbyggere, der aldrig har tænkt at bruge vold mod nogen, kun er dens ofre.

Fred skal i centrum

Snakken om volden placerer automatisk voldsforbrydere på alle sider i centrum. De kommer til Genève og forhandler om noget, de ikke aner hvad kunne være, nemlig fred. Ofrene, civilsamfundet, glemmes i politik og medier.

Syriens fremtid i fred bør først of fremmest formuleres af disse ordentlige, fredelige og ikkevoldelige syrere og ikke af dem, der har ødelagt dette vidunderlige kultursamfund og skabt den største humanitære krise siden 1945. Det er i al ubeskedenhed dem, jeg vil gøre det lillebitte jeg nu kan, for og med. Derfor rejser jeg snart til Syrien igen for at snakke med enhver, der kan lære mig noget om de underliggende konflikter og som jeg kan udbytte tanker og idéer med om en fremtid i fred.

Voldsdebattørerne kan så skændes videre om hvem (af dem selv), der har ret og fortsætte med at ignorere de vanvittigt komplekse konflikter og fredens nødvendighed.