Op til de utroligt vigtige valg i Iran har der enten været en negativ grundtone eller ikke-omtale i de ledende vestlige medier. Eksempel:

Aftenen før valgene, fredag den 26. februar 2016 kl 00:15, udsendte DR2 en timelang fransk dokumentarfilm “Iran – A-Bombe for enhver pris.” Underteksten: “Et af Vestens vigtigste forsvarsmål lige nu er at sætte en stopper for Irans atomprogram…”

Spændvidden i kandidaternes (12.000) holdninger er langt større end blandt kandidaterne ved amerikanske valg. 

Gad vide, hvad DR2’s programredaktører har gang i? Filmen er fem år gammel og siger naturligt nok intet om den atomaftale, Iran indgik i 2015.

Et program, der er tendentiøs, foreholder seerne visse vigtige fakta og farer med usandhed på flere punkter samt benytter tvivlsomme kilder; et program som er markant pro-vestligt, pro-israelsk (det afsluttes med en sekvens om det truede Israel), og i hvilket kun én iransk ekspert – i eksil i USA – kommer til orde.

Ingen seer kunne få andet indtryk, end at Iran er et gennemkriminelt land, der, som det hedder, i den direkte løgnagtige filmtitel for enhver pris ville have et atomvåben. Mente DR2 for alvor, at dette var en passende introduktion til Irans valg? Eller er man totalt uvidende om verdens gang?

Hvilken fakta- og kildekontrol gennemgår film inden de slippes løs på seerne? Hvordan indkøbes et sådant program? Foreligger der "forslag" fra eksterne kilder, til hvad DR – her DR2 – bør vise og ikke vise?

Hvorledes sikrer DR sig ved hjælp af ekspertise, at DR ikke i praksis bliver en del af den propagandakrig, der foregår overalt i det internationale system for at tilsikre støtte til netop "vores" politik og opretholdelsen af urimelige fjendebilleder?

Vælgerskred i Iran

Dette publicservice-bidrag til orientering om Iran bliver så meget mere urimeligt, som det nu viser sig at valgresultaterne i det iranske “diktatur” er en stor sejr for de moderate og reformisterne og et nederlag til de konservative kredse. Trods Vogterrådets forudgående frasortering af mange reformkandidater fra listerne!

Den svenske liberale, pro-israelske Dagens Nyheter skrev på lederside på valgdagen: “Iran spiller en destruktiv rolle i Syrien og hele Mellemøsten. Og på hjemmeplan står mullaherne i vejen for landets udvikling.”

Det er anden gang, der sker et stort skred i iransk politik. Det første var valget af præsident Rouhani. 

Reformisterne vandt alle 30 pladser i Tehran, men mindre ude i landet. Iran er et land med en højt uddannet ungdom; der er flere kvinder end mænd på universiteterne. De fleste af de cirka 55 millioner vælgere er for unge til at være præget af ayatollah Khomenis magtovertagelse i 1979, de vil leve et “moderne” liv og gør det i vid udstrækning.  

En interessant detalje i valget er – atter – de sociale mediers rolle. En russisk-udviklet app, Telegram, brager frem i verden, fordi den lægger hovedvægt på sikkerhed, integritet og kryptering. Skaberen Pavel Durov ville udvikle en app, som russiske myndigheder ikke kunne aflæse. Den har tilsyneladende spillet en særdeles vigtig rolle i debatten op til valgene, som ellers er blevet betegnet som kedelig.

Spændvidden i kandidaternes (12.000) holdninger er langt større end blandt kandidaterne ved amerikanske valg. 

Valg i USA

USA er som bekendt det bedste demokrati, der kan købes for penge. Her findes intet Vogterråd, derimod partiapparater og en pengemagt, der –  sammen med det Militær-Industrielle-Medie-Akademiske Kompleks, MIMAK – dag for dag underminerer, hvad man normalt forstår ved demokrati: Styre af folket, gennem folket og for folket.

I praksis er USA et etpartisystem med to fraktioner, der, i hvert fald hvad angår udenrigs- og sikkerhedspolitik, har stort set samme linje. Ingen fornyelse eller bevægelse i retning af systemskifte, som nu ses markant i iransk politik, synes mulig i USA. 

Hvis det var – og hvis de forstokkede mainstream-medier ikke var en del af MIMAK – ville du nemlig have hørt om De Grønnes præsidentkandidat Jill Stein med systemforandring på programmet. Stein fremhæver med brilliant klarsyn, at den tiltrængte systemforandring og demokratisering af USA ikke kan komme fra nogen af de to partier. 

Og hun har ikke en chance.