30 Apr 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Et år uden skat, afgifter og ok?

Blogs

Jan Guldmann
Næstformand 3F Randers
Næstformand for 3F Randers og gruppeformand for 3F Grafisk i Randers.
Blogindlæg af Jan Guldmann

DEL DETTE BLOGINDLÆG

Twitter icon
Facebook icon
Google icon
Mandag, 03. november, 2014, 18:10:04

Et år uden skat, afgifter og ok?

Nystartede firmaer vil se tiden an, inden de tegner overenskomst. Forestil dig, at de i et år slipper for skat og afgifter og for at overholde arbejdsmiljøreglerne.

Jeg har aldrig haft fantasi til at forestille mig, at en nystartet virksomhed kunne overbevise Skat om, at man skal vente et år med at betale skat og afgifter, fordi man først lige vil se, om overskuddet kan bære.

Vi hjælper gerne en ny virksomhed, men aldrig på bekostning af medlemmernes rettigheder eller sikkerhed.

Eller at Levnedsmiddelkontrollen tillader, at en restaurant i en opstartsperiode ikke overholder de gældende regler om hygiejne, og slet ikke at Arbejdstilsynet accepterer, at sikkerhedsreglerne ikke behøver blive overholdt.

Det, tror jeg, alle finder helt naturligt.

Vi skal selvfølgelig ikke sætte helbred eller sikkerhed på spil. Virksomheden skal overholde landets gældende love og regler og som alle andre bidrage til samfundets kasse. 

Har de ikke råd, så må de jo lukke. Sådan er det nu engang at drive virksomhed, hvor hovedformålet er at tjene penge. 

Overenskomst = minimumsrettigheder

I Danmark er der ingen lovgivning, som sikrer de ansatte minimumsrettigheder på mindsteløn, opsigelse, pension m.v.

Alt dette reguleres af de overenskomster, en arbejdsgiver automatisk omfattes af som medlem af en arbejdsgiverforening, eller hvis fagforeningen indgår en tiltrædelsesoverenskomst.

I denne situation bliver alle ansatte straks omfattet af overenskomsten.

Alene af den årsag er det vigtigt, at fagforeningerne har en overenskomst med samtlige landets virksomheder.

Men også for at sikre medlemmerne på allerede overenskomstdækkede virksomheder mod løndumping og unfair konkurrence fra ikke overenskomstdækkede virksomheder, da det kan betyde, at man bliver udkonkurreret på ulige vilkår.

Og vores medlemmer betaler prisen i form af lønpres eller et mistet job.

I 100 år har en overenskomst af alle været anerkendt som en grundlæggende del af det danske arbejdsmarked. Men de senere år oplever vi ofte en ny virksomhed meddele os, at man ikke lige fra starten vil indgå overenskomst med os, men gerne vente et års tid for at vurdere driften.

Overenskomst fra dag et

Vi kan så spørge, om den nye virksomhed har fået den samme aftale med Skat, Levnedsmiddelkontrollen eller Arbejdstilsynet. For hvorfor skal kun de ansatte betale prisen?

Vi hjælper gerne en ny virksomhed, men aldrig på bekostning af vores medlemmers rettigheder eller sikkerhed.

Et stigende antal virksomheder uden overenskomst vil i øvrigt blot medføre, at kravene indføres som en del af lovgivningen, og så kan en arbejdsgiver alligevel ikke slippe.

Men hvorfor skal de så kunne det i dag?

Det skal de heller ikke - kravet skal være en overenskomst fra start. Hvis ikke - så luk butikken og gør plads til de, som også på dette område vil bidrage til det danske samfund.

Snyltere på danske arbejderes tryghed har vi alligevel ingen brug for.

PS: Indtil nu har jeg aldrig oplevet, at Skat har givet betalingsfrihed til en ny virksomhed, så overskriften er fri fantasi.

Nyeste blogindlæg