29 Apr 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

OK2017 - husk konflikt som et våben

Blogs

Jan Guldmann
Næstformand 3F Randers
Næstformand for 3F Randers og gruppeformand for 3F Grafisk i Randers.
Blogindlæg af Jan Guldmann

DEL DETTE BLOGINDLÆG

Twitter icon
Facebook icon
Google icon
Mandag, 23. januar, 2017, 17:49:03

OK2017 - husk konflikt som et våben

Beskæftigelsen har betydning for styrkeforholdet ved overenskomstforhandlingerne, men herudover er fagforeningens største og eneste våben at kunne true med en konflikt.

Overenskomstforhandlingerne er nu i gang. Der er mere gang i beskæftigelsen end for et par år siden, og vores udgangspunkt for et godt resultat er derfor betydelig forbedret.

Enhver strejke gennem tiden har haft en effekt – for den har haft betydning for de efterfølgende forhandlinger og resultat. 

Et resultat, som indeholder nogle af de klare forbedringer, som medlemmerne de seneste år har stillet krav om, og nu forventer indført.

Det handler naturligvis om de økonomiske krav, da vi som arbejdere jo kun har ét sted at skaffe den nødvendige økonomi til de daglige udgifter – nemlig hos den arbejdsgiver, hos hvem vi stiller vores arbejdskraft til rådighed. Sådan fungerer det jo i et kapitalistisk samfund, og det har arbejdsgiverne ingen ønske om at ændre.

Overenskomstdækning

Men udover det rent lønmæssige drejer det sig også om krav, som sikrer, at de nuværende aftaler og overenskomster på det danske arbejdsmarked i det hele taget kan fortsætte, og dermed krav om specielle rettigheder til kun fagforeningens medlemmer og sikring mod social dumping.

Disse krav er ikke alene den eneste løsning, som sikrer de danske arbejdere et fortsat job uden ublu konkurrence fra ikke overenskomstdækkede virksomheder – danske som udenlandske – men altså også en bevarelse af vores aftalesystem.

Her har vi og arbejdsgiverforeningen samme mål, da vi jo begge repræsenterer de organiserede, og dermed i fællesskab vil beskytte vores medlemmer. Begge parter har derfor alt at vinde ved at indgå sådanne aftaler.

Og så er fordelen ved disse aftaler, at de er udgiftsfri for arbejdsgiverne.

Styrkeforholdet

Kun hvis man ønsker at spille på begge heste, og som organiseret arbejdsgiver også selv tænker på at kunne udnytte muligheden for billig uorganiseret arbejdskraft eller kan ønske et arbejdsmarked uden fagforeningen som en stærk samarbejdspartner, vil man kunne sige nej til indgåelse af aftaler, som giver os den nævnte tryghed.   

Som nævnt har beskæftigelsen betydning for styrkeforholdet ved forhandlingen, men herudover er fagforeningens største og eneste våben at kunne true med en konflikt. Fordi en konflikt rammer virksomhedens mulighed for at kunne tjene endnu flere penge.

Konfliktvåbnet

En konflikt rammer også os selv. Vi mister løn og har risiko for tab af job, og strejkegodtgørelsen betaler vi jo selv gennem kontingentet. Men alligevel kan en konflikt være nødvendig – og sker det aldrig, mister den sin værdi. For det er ikke strejken i sig selv, men frygten herfor, som har den reelle styrke.

Og enhver strejke gennem tiden har haft en effekt – for den har haft betydning for de efterfølgende forhandlinger og resultat. Blandt andet var det konflikten i 1998, som sikrede os de fem feriefridage.

Om der i år bliver konflikt eller ej afhænger af de opnåede resultater – men opfordringen til alle forhandlere skal være aldrig at glemme eller nedgøre værdien af en konflikt, for så har man givet afkald på det stærkeste våben i forhandlingen.

Nyeste blogindlæg