Vil de unge fagforeningen
Blogs

Vil de unge fagforeningen
Opgaven at fortælle de unge, hvorfor det er vigtigt at være medlem af en fagforening, ligger hos de voksne. En opgave de vokser i dag ofte svigter.
Alle er enige i, at fagforeningen kun kan overleve, hvis vi får flere medlemmer. Da vi gamle allerede er medlem, må det være de unge, som skal redde fremtidens fagforening.
Hvordan går det så lige med det projekt?
Hvorfor skulle forældre eller arbejdskolleger fortælle om fagforeningen, hvis de ikke selv er medlem?
Ja – på en god dag løfter vi fanen højt og siger, at det nok skal gå – men på alle andre dage sænker vi fanen, bøjer hovederne og konstaterer, at de unge bare ikke kommer.
Er de unge da mere usolidariske og tænker mere på sig selv end på fællesskabet?
For nogle er svaret klart ja, men langt de fleste unge ser ikke sådan på det.
De vil gerne solidariteten og være en del af fællesskabet på arbejdsmarkedet, på samme måde som de udviser solidaritet mange andre steder i det samfund, vi alle er en del af.
Men, hvorfor bliver de så ikke bare medlem?
Som udgangspunkt fordi der ikke er nogen, som beder dem om at blive det og fortæller dem, hvorfor de skal være det. Både for deres egen skyld, men også til gavn for fællesskabet.
Historien
Når de starter på arbejdsmarkedet er det jo for at tjene nogle penge. Sådan har det altid været, og da vi som unge kom i job, kendte vi jo heller ikke alt om forskellen på en arbejdsplads med eller uden overenskomst, og hvad det betød for løn og arbejdsvilkår.
Det var der til gengæld nogle voksne, som gjorde. Både forældre og arbejdskammerater var gode fødselshjælpere for vores medlemskab.
Er dette forhold så ændret i dag? Nej.
Problemet er blot, at mange af fødselshjælpernee i dag selv har fravalgt fagforeningen eller kun er med, fordi de føler sig tvunget hertil, og hvem pokker tror så, at de vil fortælle de unge, at de skal blive medlem.
Det betyder dog blot, at alle vi, som fortsat er medlem af fagforeningen og tror på værdien heraf, har et endnu større ansvar.
Prøv at starte med dig selv.
Er dine egne børn/børnebørn medlem af en fagforening, og hvis de ikke er, tager du så diskussionen med dem?
Hvad med de unge på din arbejdsplads – ved du, om de er medlem af fagforeningen, og har du nogen sinde gidet spørge dem om det eller tage en snak med dem om fagforeningen?
Fælles krav
Og det gælder også de mange unge under 18 år, som arbejder i et fritidsjob. Det er jo her, det hele starter. Hvis de ikke er medlem som 16-17 årig, hvorfor pokker skulle de så blive det som 18 årig?
Hvis de aldrig bliver det, er det måske noget af årsagen til, at de fælles løn- og arbejdsvilkår på eksempelvis butiksområdet aldrig bliver bedre, da man aldrig får stillet krav på alles vegne.
Det manglende medlemskab gør, at fællesskabet aldrig opstår, og dermed bliver den splittede gruppe af medarbejdere sin egen værste fjende, for et krav fra de aktive bliver vurderet i forhold til gruppen, som aldrig stiller krav, men blot accepterer det bestående.
Måske også DU lige skulle snakke med et par unge om et medlemskab.
Hvis ikke DU lige gør det, hvorfor skulle andre så gøre det?
Rigtig god dag – og få nu åbnet munden.