Vi ser i disse år en arbejdsgiveradfærd, der indbefatter en stadig større indblanding i de danske løn- og arbejdsvilkår. Kutymefridage, frokostpause, postuleret lønfest og ikke mindst indgrebet på lærerområdet i 2013 for at finansiere en skolereform.

Arbejdsgiverne vil have alle fordelene ved den danske model, men kun hvis det ikke koster dem noget. 

De fleste tiltag fra arbejdsgiverne er under dække af effektiviseringer, underforstået en indbygget logik om at offentlige ansatte snildt kan løbe hurtigere og længere på literen. Hvor kommer denne nye arbejdsgiveradfærd fra, og hvorfor ses den over hele linjen?

Siden den danske regering i foråret 2011 tilsluttede sig konkurrenceevnepagten, en EU-pagt, har der været enighed om, at der skulle skæres ind til benet på offentlige ansattes løn- og arbejdsvilkår med forventning om store besparelser på statsbudgettet. Ifølge Finansministeriet havde pagten til formål "at styrke konkurrenceevnen, forbedre beskæftigelsen, styrke den finanspolitiske holdbarhed og landenes finansielle stabilitet", men de statslige, regionale og kommunale arbejdsgivere har tilsyneladende siden glemt, at der på Finansministeriets hjemmeside ligeledes stod: "Og der er enighed om fuld respekt for arbejdsmarkedets parters roller mht. løn- og arbejdsvilkår mv.".

Det er præcis denne respekt, vi savner! Vi oplever, at de offentlige arbejdsgivere med alle midler forsøger at undslå sig den danske model og respekten for aftalesystemet.

Lærerne var de første, der fik den finanspolitiske damptromle at føle i 2013, men siden har mange andre faggrupper oplevet, at der tromles henover aftalte forhold. Der gøres brug af bissetricks, spin, new speak og hokus pokus-postulater, og flere af arbejdsgiverorganisationerne er kommet med klokkeklare udmeldinger om, hvad arbejdsgiverne IKKE ønsker at forhandle.

Hvis man har respekt for parternes roller og formålet med aftalesystemet, hvilket har været praktiseret i cirka 120 år, bør man som part vise forhandlingsvilje og åbenhed over for parternes forskellige behov. Arbejdsgiverne vil gerne have fordelene ved flexicuritymodellen og fredspligten, mens de samtidig signalerer, at de ikke vil give noget i forhandlingsdelen.

Det er helt uhørt og har ført til, at hele forhandlingsfællesskabet på det kommunale og statslige område har besluttet at stå sammen, når hårdt sættes mod hårdt. Vi har fået nok af, at den kollektive aftaleret undermineres og forsøges kørt over. Arbejdsgiverne vil have alle fordelene ved den danske model, men kun hvis det ikke koster dem noget. Sådan fungerer aftalesystemet ikke.

Vi ønsker frie og fair forhandlinger, hvor ingen eller intet er udelukket på forhånd. Vi har brug for kollektive aftaler, der tager højde for arbejdets indhold på de enkelte områder, således at vi som offentlige ansatte kan lykkes med den opgave, vi er ansat til.