Af de mange vigtige politiske dagsordener der er sat for 2020, står en som værende særligt vigtig for det danske samfund og arbejdsmarkedet: nemlig overenskomstforhandlingerne.

Den daværende regering indførte i 2013 et lovindgreb, der reelt underkender de faglige organisationers ret til at indgå centrale kollektive overenskomster.

Her indgås rammerne for regulering af arbejdsmarkedet i Danmark, som får stor betydning for løn- og arbejdsvilkårene de kommende år. Som en afgørende del af landets historie har der gennem de sidste 120 år været et centraliseret aftalesystem, hvor parterne gennem en høj grad af selvregulering har indgået kollektive overenskomster. For med Hovedaftalen fra 1899 er der aftaleforpligtelse, således at regulering af løn- og arbejdsvilkår sker gennem kollektive overenskomster.

Arbejdsmarkedets grundlov

Det indbefatter, at arbejdstagere anerkender arbejdsgivernes ret til at lede og fordele arbejdet mod, at arbejdsgiverne anerkender de faglige organisationers ret til at varetage medlemmernes interesser kollektivt. Deraf følger et ret unikt aftalereguleret arbejdsmarked, fremfor et lovreguleret. Det kaldes med god grund for arbejdsmarkedets grundlov, selv om vi i dag nok mere anvender begrebet den danske model i daglig tale.

Den danske model har mange fordele, som vi jævnligt priser os med både her til lands og i forhold til omverdenen, når der spørges til, hvorfor det danske arbejdsmarked fungerer så stabilt, effektivt og fleksibelt uden større konflikter og arbejdsnedlæggelser.

Overenskomstforhandlingerne på det private område foregår i skrivende stund. Udfaldet af forhandlingerne har naturligvis betydning for alle på det private område, da løn- og arbejdsvilkår medvirker til at afgøre familiers muligheder og levestandard i de kommende år.

Den sorte plet

Der er dog en alvorlig sort plet i forhold til det centraliserede aftalesystem, hvor ingen kan prise sig af den danske model. På hele lærer- og underviserområdet arbejder hele faggruppen uden en centralt indgået overenskomst, efter den daværende socialdemokratisk-ledede regering i 2013 indførte et lovindgreb, der reelt underkender de faglige organisationers ret til at indgå centrale kollektive overenskomster. Selvom lærere som faggruppe anerkender arbejdsgivernes ret til at lede og fordele arbejdet, har arbejdsgiverne ikke anerkendt aftaleforpligtelsen. Dermed er arbejdsmarkedets grundlov brudt.

Nyt forsøg i 2020

Ved OK18 blev parterne enige om at forsøge sig med en nytænkning af den danske model. For at finde tilbage til et reelt forhandlingsspor blev der nedsat en Lærerkommission, som netop er kommet med en række beskrivelser af udfordringerne i lærernes arbejdsvilkår. Dette arbejde skal nu bruges til en periodeforhandling, hvor parterne her i foråret 2020 vil forsøge at forhandle en central kollektiv aftale uden for den almindelige overenskomstperiode.

Formålet er flerdimensionelt, da det både handler om at indgå en arbejdstidsaftale, så lærere ikke længere reguleres efter en lov, men det handler i høj grad også om at få etableret et godt selvregulerende samarbejde mellem parterne, så den danske model igen er gældende på alle områder af arbejdsmarkedet.