Forårets dramatiske overenskomstforhandlinger vil gå over i historien. Det startede sidste år som kampen mellem David og Goliat med arbejdsgivernes bombastiske udmeldinger om, at de offentlige ansatte har haft lønfest og i øvrigt godt kan løbe længere på literen – også i spisepausen. Arbejdsgiverne på alle tre områder har klart udtrykt, at OK18 ikke handler om at finde løsninger på fælles udfordringer, som ellers er formålet med overenskomster, men handler om at stat, kommune og regioner har til hensigt at indkassere et provenu, der kan lune i statskassen eller bruges til andre formål.

I 2018 har vi vist en helt ny måde at hjælpe, støtte og bakke hinanden op på i overenskomstforhandlinger. 

Konsekvensen heraf kender vi alle: De faglige organisationer rykkede endnu tættere sammen, både i forhold til at bakke op om lærerne, der fortsat lever uden en forhandlet aftale, men lige så meget i forhold til Goliats trusler om forringelser over hele linjen. Denne samhørighed i fagbevægelsen har siden vokset sig større og stærkere og sat en hel bevægelse i gang, hvor offentlige ansatte gennem de sidste måneder har stået skulder ved skulder i et unikt skæbnefællesskab. Vi er blevet kolleger på kryds og tværs af fag og områder. Befolkningen bakker op og bevægelsen har taget fart og OK18 har udviklet sig til en folkesag.

Vi er i årevis blevet tudet ørerne fulde med nødvendighedens politik og som følge heraf en gennemgribende effektivisering af den offentlige sektor. Befolkningen har ved OK18 vist, at de anser velfærden for et vigtigt og værdifuld grundelement, der skal værnes om. De ser ikke velfærden som kun værende en udgift for samfundet, men udtrykker på forskellig vis, at nok er nok, og nu skal offentlige ansatte have rimelige vilkår, der giver mulighed for at løse deres daglige opgaver. Med andre ord sendes der et tydeligt signal til politikerne om, at nu skal velfærdskvaliteten stabiliseres, sikres og der skal sættes en stopper for yderligere fald i kvaliteten.

OK18 har fået befolkningen til at tage klar stilling til, at der ikke kan eller skal presses mere i forhold til yderligere forringelser af offentlige ansattes vilkår. Det politiske landskab har ændret sig, og der er opbakning til de partier, der såvel i ord som handling ønsker velfærd. Det er som om, der klart og tydeligt bliver sagt; Jeres vilkår ER vores velfærd!

I skrivende stund står vi på målstregen efter syv uger i Forligsen. I dette fagpolitiske forår har vi set sammenhold og oplevet samhørighed på en måde, hvis lige sjældent er set. Vi har set forhandlere, der lægger deres liv i at få en løsning for alle medlemmer. Vi har med hjerte og hjerne lært, at enighed gør stærk. Der har været mindre bump på vejen i slutspurten, men vi har i 2018 vist en helt ny måde at hjælpe, støtte og bakke hinanden op på i overenskomstforhandlinger. Lad det gå over i historien! Rigtig god 1. maj.