Hvad enten der er tale om indgåelse af overenskomster på det private eller offentlige område, handler de om løn- og arbejdsvilkår for arbejdets udførelse.

Med de billigste løsninger fratages fagfolk retten til at arbejde klogt – og med direkte fare for at tvinges til at arbejde dumt.

Alle parter hylder værdien af den danske model med kollektive aftaler, og trods skiftende op- og nedgangstider har aftalerne over tid ført til udvikling og forbedringer, såsom ordentlige arbejdsvilkår, reel lønudvikling og bedre balance mellem arbejds- og fritidsliv osv.

Spørgsmålet er, om vi er kommet til en korsvej, når det gælder den ligeværdige balance i aftaleforholdet?

Ideer bag et skrivebord 

På tværs af alle fag og brancher ses der en markant tendens til, at arbejdsgiverne ønsker en tiltagende egenrådig regulering af arbejdsvilkårene.

Denne arbejdsgiveradfærd slår igennem på flere områder og ses især i forhold til en styringstankegang og effektivitetsdagsorden, der indbefatter optimeringsgevinster uden hensyntagen til de mennesker, der rent fysisk skal udføre arbejdet.

Hvis dén, der udtænker ideerne ved et skrivebord, kan få planerne til at lykkes på papiret eller regnearket, så er dette planen - uden hensyn til virkelighedens arbejdspladser. Man kan til tider få den mistanke, at der er bonus til skrivebordsgeniet, der på papiret kan effektivisere og optimere mere arbejdskraft ud af færre ansatte.

Hellere arbejde klogt – frem for dumt!

Denne nye arbejdsgiveradfærd slår igennem i forhold til indgåelse af både de private og offentlige overenskomster.

Der er ifølge flere økonomiske overvismænd god vækst i landet, og vi er ude af knap 10 års krise, men alligevel tænkes, projekteres og planlægges der i billigste løsninger, ofte uden at inddrage de fagfolk, der er uddannet til at løse opgaven. Hermed fratages fagfolk retten til at arbejde klogt – og med direkte fare for, at man tvinges til at arbejde dumt!

Arbejdsgivere glemmer nogle vigtige forudsætninger for grundtanken bag den kollektive aftaleret, nemlig at der skal to til en tango og med aftaleindgåelsen følger også ansvaret for arbejdets udførelse, kvalitet og fremme af det gode samarbejde.

Det står i Hovedaftalen

I Hovedaftalen fra 1899 står der: ”Der må ikke fra nogen side lægges hindringer i vejen for, at en arbejdstager udfører så meget og så godt arbejde, som hans evner og uddannelse tillader ham”.

Den nye arbejdsgiveradfærd viser desværre manglende respekt og anerkendelse for fag og faglig stolthed, viden og erfaring samt svendebrev og uddannelsesbevis og den hindrer os i at udføre godt arbejde ude på virkelighedens arbejdspladser.

Overenskomster betyder gensidige aftaler, ikke ensidige reguleringer. Det vil sige reelle forhandlinger med respekt for både udførslen af godt arbejde og for begge parter ved aftalebordet.